Press "Enter" to skip to content

Brian Fabricius: Et menneskeliv har en pris, men det taler vi ikke om


DEBAT: Kunne vi ikke have brugt de enorme summer, vi bruger på coronakrisen, klogere og bedre? For når prisen for at redde menneskeliv pludselig er eksploderet, så må samfundet da også gøre noget ved alle de andre dræbende sygdomme

19. april 2021 kl. 12.30 

Af Brian Fabricius, medlem, Radikale Venstre Vesterbro  

Dagens coronatal vidner om, at 2455 danskere i skrivende stund er døde af den fatale coronavirus som alle flygter fra, eller rettere isolerer sig fra. 

Prisen, vi betaler, er ifølge CBS-professor Jesper Rangvid svimlende 536 milliarder kroner. Det er immervæk noget af en mundfuld.

Der er udskrevet blankochecks til erhvervslivet efter massive nedlukninger ligesom, at offentlige ansatte har været hjemsendt med fuld løn, og det koster selvsagt enorme summer.   

Hvad med økonomien?
Pludselig er alting vendt på hovedet, og her tænker jeg ikke bare på coronavirussens omsiggribende omvæltning af samfundet – for hvad med økonomien? 

For føje år siden diskuterede vi, som nogen måske stadig husker, om der virkelig også var råd til flere pædagoger i institutionerne, og om der mon også var penge nok til at betale en sygeplejerske en ordentlig løn. 

De spørgsmål synes fjerne og nærmest bagatelagtige set i kontekst af de 536 milliarder kroner i dag. “Menneskeliv kan ikke gøres op i penge,” udtalte statsminister Mette Frederiksen til Kristeligt Dagblad i marts 2020. 

Vi dør også af andre årsager
Her er det måske værd at bemærke, at der i almindelighed dør mellem 53.000 og 55.000 danskere hvert år af alderdom. Tragisk for dem, som dør og endnu mere for deres efterladte, men ikke desto mindre en del af livets gang her på jorden – som bekendt kun er til låns. Døden er ikke noget, vi taler ret meget om i Danmark, for bevares vi vil jo alle bare gerne have så mange gode år her på jorden.

Men det er netop også min pointe. Det er selvfølgelig videnskabelig uredelighed at kalde corona for en influenza – også selvom coronavirussen unægtelig af en, som har haft sygdommen, føles som sådan. 

Men hvis man alligevel våger sig ud på den tynde is, for at dykke ned i hvilke sygdomme danskerne dør af, så vil man faktisk finde at godt 1800–2100 hvert år dør af influenza og lungebetændelsessygdomme. 

Og det er slet ikke toppen af listen over dødelighed. Nej, her skal vi finde andre grimme sygdomme som kræft, der med cirka 15.000 er den mest markante enkeltårsag med døden til følge. 

Corona viste sig allerede på et meget tidligt tidspunkt i krisen at være farlig for de ældre. Således ved vi også nu, at 85 procent af alle døde er over 70 år.   

Hvad er prisen for et menneskeliv efter corona?
Men det store spørgsmål som for mig står tilbage er: Hvad er prisen for et menneskeliv så post corona? Kampen mod corona har helt sikkert reddet mange, rigtig mange, liv Og det kan næppe gøres helt præcis op – ej heller i penge. Men hvis prisen er 536 milliarder kroner, er den pris så alligevel for høj? Og hvordan skal et menneskeliv så gøres op i penge efter corona?

Det spørgsmål må jo gå igen og igen hos de politikere, som har blåstemplet den kære store leders manifest, handlekraft og beslutning. Det er altid nemt at være bagklog, men vi har også haft tiden til at stoppe op og tænke. Vi vender hver eneste 25-øre hver eneste dag i folkestyret.

Hvordan får vi pengene til at række, og hvordan får vi nok ud af de skattekroner, vi har at gøre godt med. Kunne vi have brugt 536 milliarder klogere og bedre? Kunne vi have beskyttet de ældre og svage bedre og ladet resten af samfundet fortsætte sit liv uden at det nødvendigvis havde sat landet over styr?   

Mange års gældsafbetaling forude
Behandlingen af kræftsygdom krævede i 2017 en check på 9,6 milliarder kroner, og det har helt sikkert reddet en masse menneskeliv. Men forestillingen om at vi kunne have reddet endnu flere menneskeliv, forfølger mig blot, når jeg som lægmand læser prismærket på at bekæmpe coronavirus. 

Det må da være den hidtil dyreste behandling i nyere tid, tænker jeg. Men når prisen for at redde menneskeliv pludselig er gået igennem loftet, så må samfundet da også gøre noget ved alle de andre dræbende sygdomme. 

Man skal ikke være ph.d. i medicin eller have lang videregående uddannelse for at se på et kort over forurening, at mængden af skadelige stoffer i den luft, vi alle indånder, er faretruende og farlig. Det er noget som rammer alle, både ung som gammel og rig som fattig. Men alligevel er det ikke just øverst på prioriteringsarket i statens budgetter.

Det kunne ellers redde mange liv formoder jeg. Det bliver svært at være politikere i fremtiden, post coronavirus, når der skal diskuteres udgifter til ny medicin, som kan redde liv. Eller når der skal afsættes penge til at bekæmpe diabetes eller til psykologhjælp. Alting har en pris. Lad os håbe på at det hele snart får en ende, altså coronakrisen. 

Der venter os et historisk stort arbejde forude og regningen er allerede skrevet. Den er på mindst 536 milliarder, hvilket er nok til at vores børn og vores børns børn skal betale af på gælden i mange år fremover.   

Dette er et debatindlæg, der er udtryk for skribents holdning.