Press "Enter" to skip to content

Byrådskandidat forud for transportforhandlinger: Fem radikale ønsker fra Nordsjælland

Byrådskandidat Anders Medum Groth har fem ønsker til folketingsgruppens prioriteringer ved transportforhandlingerne: Støjreducering, nye motorveje, kollektiv transport, cykelstier og CO2. Foto: Privatfoto.

14. april 2021 kl. 14.00 

Af Anders Medum Groth, byrådskandidat for Furesø Radikale Venstre

Transportministeren har langt om længe præsenteret regeringens udspil til infrastrukturforhandlingerne i form af planen ”Danmark Fremad”.

Planen har været længe ventet. Ikke mindst i Nordsjælland. Forhandlingerne er nu startet. Og jeg vil da gerne præsentere mine fem ønsker til de radikale forhandlere på Christiansborg.

Fremtidens transportproblemer
Vi står i en tid, hvor en del af fremtidens samfundsstruktur kendes.

Men vi står også i en tid, hvor vi med sikkerhed må erkende, at vi ikke kan se 10-15 år ind i fremtiden og forudse alle de transportbehov, vi vil få. Befolkningsvæksten i København er steget i årevis. Men siden 2015 har nettotilflytningen stort set været neutral, men med negative værdier i 2015, 2017 og 2019.

Og 2020 har med coronakrisen gjort den bevægelse mere tydelig: 1400 flere personer er ifølge Danmarks Statistik flyttet ud af byen i de tre første kvartaler, end der er flyttet ind. Det er en bevægelse fra byen til områder, hvor man er tættere på naturen. Hvordan denne udvikling går i de næste 15 år må man gisne om. Men det må være tydeligt for enhver, at vi ikke kan forudse det i 2021.

Hvad vi derimod kan forudse ret tydeligt, er en kommende ændring i vores arbejdsmønster. Det seneste år har budt på et væld af hjemmearbejdsdage og utallige onlinemøder. Hvis alle de biler, der i dag kører fra Hillerød til København på alle hverdage i ugen, konverterer blot en enkelt arbejdsdag hver 14. dag til hjemmearbejde, sparer vi 10 procent af vores biltransport.

Regnestykket er forsimplet. Det medgiver jeg. Men det giver anledning til en grundig overvejelse. Jeg tror at det er uomgængeligt, at vi ser helt andre behov og trafikmønstre om bare få år i forhold til hvad vi kender fra i dag.

Fem radikale ønsker til folketingspolitikerne
Som jeg ser det, har vi (mindst) fem væsentlige politiske balancer, vi skal opnå ved de kommende transportforhandlinger set fra et nordsjællandsk perspektiv.
1) Støj fra motorvejene skal ned.
2) Nye motorveje og udvidelser: Hillerødmotorvejen og Frederikssundsmotorvejen.
3) Kollektiv transport: S-tog, Kystbanen og BRT-linjer på tværs af fingerplanen.
4) Cykelstier.
5) CO2.

1. Støj fra motorvejene
Vi skal tage trafikstøj alvorligt. Årligt medfører trafikstøj op til 500 for tidlige dødsfald. Tallet er altså større, end de årlige trafikdrab vi har. I regeringens oplæg er der skræmmende få konkrete initiativer til støjreducering langs motorvejene i Nordsjælland.

I Furesø er der fx ikke afsat en krone. Og det på trods af markante udfordringer med især Fiskebækbroen. Udfordringer der kun bliver større med regeringens forslag. Det går simpelthen ikke, at der ikke afsættes midler til støjskærme, eller kigges på andre løsninger.

Og her vil jeg gerne præsentere et columbusæg. På Hillerødmotorvejen kunne vi indføre en hastighedsbegrænsning på 90 kilometer i timen fra Farum. Hastighedsbegrænsningen vil medføre en markant reducering af støj fra personbilerne.

S-toget som alternativ vil også blive mere attraktivt. En benzin- og dieselbil vil derudover udlede mindre CO2 ved den lavere hastighed. Trængslen vil bliver mindre. Der kan altså findes mange fordele ved denne hastighedsnedsættelse. Vi skal gå efter at få prioriteret, at støjen skal ned i vores bynære områder. Ikke op. Loddet der skal balancere den mindre støj, er ikke vægtigt nok i udspillet.

Det må vi fra radikal side sikre en bedring af. Anders Medum Groth under Hillerødmotorvejen ved den naturskønne Fiskebæk mellem Farum Sø og Furesøen. Et område med isfugle, havørne og markant trafikstøj. Foto: Illustration, Peter Risager.

2. Nye motorveje og udvidelser
Ønsket, behovet og forrentningen af forlængelser til Hillerød og Frederikssund gør, at disse projekter er velbeskrevne i regeringsudspillet. Men samtidig har projekterne en klar bagside. Projekterne vil medføre en markant øget bilisme, som vil medføre store trafikale udfordringer andre steder.

Vi vil blandt andet se længere køer ved Mørkhøj, porten til København. Og her kan der ikke udvides med flere bilbaner. Vi vil også se en øget trafik i omegnskommunerne til København. Områder hvor der i dag er mange boliger tæt på motorvejene. Det vil medføre endnu mere sundhedsskadelig støj. Motorvejene i sig selv giver god mening. Men de giver også flere udfordringer. Den skal vi minimere.

3. Kollektiv transport
I dag tager det 42 minutter med S-toget fra Hillerød station til Vesterport station. Tager du bilen en mandag morgen i myldretiden, vil det typisk tage 35-55 minutter. Med de foreslåede udvidelser af Hillerødmotorvejen, vil det blive markant mere attraktivt at tage bilen.

Det vil desværre få flere til at tage bilen, medmindre vi gør noget andet for at opprioritere den kollektive transport. Regeringens udspil siger, at der skal ”påbegyndes omlægning til metrodrift af S-togene fra slutningen af 2020’erne”. Det betyder i praksis at togene skal afgå hvert 7,5 minut, mod i dag hvert 10. minut.

Det betyder selvfølgelig noget for tidsaspektet i den kollektive transport. Men den altovervejende største udfordring er stadig, at selve transporttiden tager for lang tid. Hvis vi reelt skal have et attraktivt alternativ for bilisterne fra S-togets endestationer og oplandet hertil, skal vi kigge på muligheden for lyn-S-tog. Det skal være S-tog, der med få stop fra yderstationerne kommer ind til København. Ring 5 er heldigvis skrinlagt i regeringens oplæg.

Men behovet for transport mellem ”fingrene” i Fingerplanen er ikke forsvundet. I dag tager det en time at køre med kollektiv transport fra Farum station til Høje-Taastrup station. Der vil en BRT/elbusløsning give en tidsbesparelse og samtidig resultere i markant mindre CO2 og støj. Dem skal vi omfavne.

4. Cykelstier
Fra Farum er der nu en supercykelsti til København. Det seneste år har den vist sit kæmpe potentiale. Der er en stor vilje i befolkningen til at vælge cyklen som alternativ. Fremkomsten af elcyklen har intensiveret denne bevægelse, og får flere til at vælge cyklen. Også på lange strækninger.

Der skal vi gøre forholdene bedre.

5. CO2
Vi kan og skal naturligvis ikke lave et infrastrukturforlig, der trækker i forkert retning i CO2-regnskabet. Privatbilismen er ikke nødvendigvis en belastning i regnskabet. Men det er væsentligt, at vores biler bliver grønne. Og så er det naturligvis væsentligt, at vi får rykket mest mulig transport over i de grønne alternativer som både elbil, tog, bus og cykel.

Det må og skal være en væsentlig balance i vores forhandling. Alt i alt På mange stræk er regeringens udspil for Nordsjælland godt. Men det er meget væsentligt, at vi prioriterer vores indsats for et mindre støjende Nordsjælland. Og at vi arbejder for en bedre kollektiv transport, hvor fokus på S-tog ikke blot skelner til regulariteten, men også fokuserer markant på rejsetiden.

Jeg håber meget, at Martin Lidegaard og Kristian Hegaard sammen med Rasmus Helveg Petersen tager disse pointer med ind i forhandlingerne sammen med et fokus på mindre CO2 og mere cyklisme i forliget. Hvis det skal nytte, skal balancerne i en bedre ligevægt.