Press "Enter" to skip to content

Emil Moselund Østergaard: Jeg vil ikke se til, mens en lille gruppe hijacker Radikale Venstres historie

DEBAT: Jeg vil på det kraftigste opfordre alle, der kender den radikale historie til ikke at trække partiet hen i hjørnet, hvor vi aldrig har stået før, skriver Emil Moselund Østergaard i dette debatsvar Jino Victoria Doabi. Foto: Privatfoto.

2. marts 2021 kl. 12.00

Af Emil Moselund Østergaard, borgerrepræsentationskandidat, København

Tidligere formænd for Radikale Venstre  Marianne Jelved, Niels Helveg og Margrethe Vestager  har alle været stærke profiler, man nu husker og mindes.

Men deres styrke kom ikke af at stå fast på deres position indtil til alle omkring fandt vej uden om dem.

Nej, deres styrke var personificeret ved rationaliteten, og de var kendt som fornuftens stemme. 

Jeg ønsker at være tungen på vægtskålen. Absolut. Men ønsker vi et politisk rum, hvor De Radikale igen bliver tungen på vægtskålen, så skal der altså også være en skål på en vægt.

Man skal samtidig have tyngden til at få den til at tippe. Faktum er, at den tyngde har vi ikke.

Men der er håb forude med vores nye formandsduo.  

Samme virkelighed?
Kan vi i det mindste ikke blive enige om den samme politiske virkelighed? Vi kan godt blive ved med at lege, at vi har de afgørende mandater, og at alt er som i gamle dage. Dengang vi kunne prikke til de blå og påvirke de røde.

Men det er blot ikke den politiske virkelighed. Det får mig til at tænke på heksen i Snehvide, der spørger ”Lille spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?”.

I en politisk version kunne den omformuleres til ”Kære dansker i stemmeboksen der, hvem gør mest for landet her?”

Ligesom heksen spørger spejlet for at få en god mavefornemmelse med sit eget, ligeså ”mavefornemmelses-tilfredsstillende” er et radikal ønske om at være ’tungen på vægtskålen” i udlændingepolitikken.

Sammenligningen er, at ligesom Snehvide, heksen og spejlet er fiktive, lige så fiktive er den opstillede  ”vægtskål”, vores påståede ”indflydelse” og den anklagede ”højredrejning,” som Jinos Victoria Doabi beskriver i sit indlæg i Radikal Dialog lørdag.

En gåde
Det er mig en gåde, at et lille mindretal i partiet tager afstand fra at ville pragmatikkens politik, mens samme medlemmer hylder Sofies Carsten Nielsens opgør med ultimatums-politik og Martin Lidegaard pragmatiske ”Lad os mødes på midten”-linje.

Martin Lidegaard argumenterede i oktober for, at partiet bør søge egentlig indflydelse, og i dag er vores nye formandsduo præcis samlet om dette punkt for at leve op til De Radikales historiske løfte til deres vælgere:

Altid at være tungen på vægtskålen, altid at være fornuftens stemme, altid at skabe holdbare politisk flertal.

Tag ved lære af historien 
Det er det, folk kender os for. Det er det, der er kernen af vores arbejde.  

Lyt til den radikale fortælling og tag ved lære af historien.”Vi lytter. Før vi beslutter” og ”Vi samarbejder. Med dem der vil”. Sådan var vores slogan ved folketingsvalget i 2011.

Altså præcis det modsatte af ”Stå fast, stå ret, stå alene”, ”Kæmp – til de andre finder nye veje”. Jeg vil på det kraftigste opfordre alle, der kender sin radikale historie til ikke at trække Radikale Venstre hen i hjørnet, hvor vi aldrig har stået før.

Jeg vil ikke som radikal se til, mens en lille gruppe af vores egne medlemmer taler for at hijacke den radikale historie og gøre den til sin egen.

Vi deler jo samme mål
Flere har tolket Radikale Venstres historiske rolle som et parti, der dumstædigt står så hårdt fast, at alle andre må dreje uden om os.

Jeg løfter såmænd hatten for Jino Victoria Doabis og Rune Christiansens engagement og passion – vi deler jo samme mål.

Vi er dog meget uenige om strategien. Deres indlæg i Radikal Dialog er mest et udtryk for en villighed til frivilligt at indgå en politisk ørkenvandring i en såkaldt ”en højere sags tjeneste”. Som en munk i cølibat.

Det er langt fra den rationalitet, som kendetegner vores parti. Vestager, Helveg og Jelved har aldrig været munke, der frivilligt valgte ørkenen og sandet frem for guldet og gevinsten.  

Vi må ikke blive udnyttet af højrefløjen
Og nej. Vores parti drejer ikke til højre eller giver køb på værdierne. Det er egentlig en fiktiv forestilling.

Jeg vil godt lægge hovedet på blokken og påstå, at det virkelig er et fåtal af partimedlemmerme, der jubler, når vi hører den yderste højrefløj tale om at lukke landet ned, forbyde islam eller byder ind på ”en-fejl-og-du-bliver-ikke-statsborger”-politik.

Jubler man over det, er man nok i det forkerte parti. Men vi skal passe på, at vi ikke bare per automatik spiller på de borgerliges banehalvdel og bliver højrefløjens boksebold.

Stop med at kaste brænde på udlændingebålet
For nogen i vores partiet burde overveje, om man ikke bare kaster mere brænde på udlændingebålet, når man insisterer på, at det er vores opgave at komme med modsvar til alle udtalelser fra Pernille Vermund, Marcus Knuth eller Mads Fuglede.

Jeg kan fortælle jer alle, at det er verdens dårligst bevarede hemmelighed, at de ikke er kede af det i blå blok, når vi gør.

Men det er åbenbart en hemmelighed, der ikke er kendt af et fåtal i vores eget parti. Der er håb i vores nye formandsduo – lad os vise vores støtte.

Udlændingepolitikken er ikke et middel til et mål
På udlændingeområdet skal vores opgave naturligvis være at tale nydanskernes sag. Jeg holder ikke meget af ordet “udlændinge” og kan bedre lide begrebet “nydansker”.

Vi skal komme med vores egne løsninger, når andre partier taler smykkelov, burkaforbud og nægter at tage børnene hjem fra flygtningelejre. Hvilket vi gør.

Men vi skal fralægge os mentaliteten om at gøre udlændingepolitikken til et middel til et mål, men i stedet inkorpore den som et af vores mål.

Vi skal ikke efterabe hverken Søren Papes, Mette Frederiksens eller Jakob Ellemann-Jensen populistiske omgang med parallel-lovgivning, rettigheder og statsborgerskabsforhør.

Samtalen, pragmatikkens og mulighedernes vej
Og der er håb. Til daglig har jeg min gang mellem vores folkevalgte på Christiansborg. Jeg må af et rent hjerte sige, at jeg ikke ser eller genkender den ”enten-eller” tilgang i det nye formandskab, som nogle foretrækker.

Vi står mere end nogensinde vagt om nydanskere, de internationale konventioner, og frisind, lovsind og storsind.

Vi satser blot på en strategi, der virker bedre. Nemlig samtalen, pragmatismen og mulighedernes vej. Vi nægter at stå i hjørnet.

Der er nemlig pragmatisme at hente i toppen af vores parti, som et lille mindretal blandt vores medlemmer stiller sig imod.

Jeg har tillid til, at vores nye formandsduo nok skal få os tilbage til vores historiske rødder.

Lad os hjælpe dem til det og fortsætte vores lange historik som et indflydelsesrigt, pragmatisk parti med klare værdier.  

Dette er et debatindlæg, der er udtryk for skribentens holdninger.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.