Press "Enter" to skip to content

Jino Victoria Doabi: De Radikale bør være tungen på vægtskålen, som altid bekæmper symbolpolitikken og paradigmeskiftet

DEBAT: Radikale Venstre skal ikke være et parti, som giver afkald på sine værdier i kampen for ministerposter. Tværtimod bør vi være tungen på vægtskålen, som til hver en tid bekæmper symbolpolitikken og paradigmeskiftet – et nybrud i dansk politik, som ligger enormt mange af vores medborgere til last, skriver Jino Victoria Doabi. Foto: Pressefoto.

Af Jino Victoria Doabi, borgerrepræsentationskandidat, København

27. februar 2021 kl. 21.00

Så ruller bolden igen. Udlændingedebatten er nu igen noget, vi må diskutere og forholde os til – og så endda i det radikale bagland. Det forlyder, at nogen fra Radikale Venstre ønsker at foretage en højredrejning i forhold til udlændingespørgsmålet.

Det samme ønsker 22 RU’ere i et fælles brev til Radikale Venstre. Spørgsmålet er bare, hvad de ønsker at rykke henimod? Forståeligt havde det været, såfremt højrefløjen reelt havde haft noget at byde på – det kunne være en mere ambitiøs klimapolitik, konkrete løsningsforslag på integrationsområdet, et seriøst uddannelsesudspil eller andet.

Vi skal ikke dreje til højre af hensyn til politisk indflydelse
Men dette er langt fra virkeligheden. Højrefløjen står svagt som aldrig før og har interne stridigheder på stort set alle politiske områder på nær ét: Udlændingespørgsmålet. Med blå blok ved vi, hvad vi får: “Selvfølgelig skal vi have flere til at rejse hjem. Det burde egentlig ikke være noget, et borgerligt parti stiller spørgsmålstegn ved,” skriver udlændingeordfører Mads Fuglede og indfødsretsordfører Morten Dahlin fra Venstre i et debatindlæg i Berlingske den 19. februar.

Endvidere står Nye Borgerlige i de seneste meningsmåling til over 20 mandater. Her snakker vi altså om et parti hvis forperson foran rullende kameraer råbte ’perker’ efter en ung mand med anden etnisk herkomst, da han kom kørende forbi hende i en limousine.

De Konservative følger trop og ser også færre uddelinger af statsborgerskab som et mål i sig selv. Man skal altså ikke have fulgt meget med i dansk politik, før man har forstået, at tendensen i forhold til udlændingepolitikken anno 2021 er: Stram, strammere, strammest.

Den radikale tilgang må være principfast
Og hvordan skal Radikale Venstre så positionere sig i dette politiske landskab?

”Hvad skal det nytte,” skriver Emil Sloth Andersen i sit indlæg i Radikal Dialog torsdag. Der er i virkeligheden meget mere på spil end en simpel machiavellisk tilgang til ’alliancedannelse’. De Radikale skal ikke være et parti, som giver afkald på sine værdier i kampen for ministerposter. Tværtimod bør vi være tungen på vægtskålen, som til hver en tid bekæmper symbolpolitikken og paradigmeskiftet – et nybrud i dansk politik, som ligger enormt mange af vores medborgere til last.

Man kan godt agitere for en politik, som kæmper mod social kontrol uden at støtte om op den unødvendige og nedladende symbolpolitik, som Socialdemokraterne og de borgerlige partier går ind for. Her må jeg tilslutte mig Rune Christiansens berettigede sætning i sit indlæg i Radikal Dialog onsdag:

“Det er en af vor tids helt afgørende rettighedskampe, fuldt på linje med kampen for ligestilling og lige rettigheder for seksuelle mindretal. En kamp hvor der grundlæggende ikke er noget kompromis at indgå, ingen fælles grund er at stå på og intet magisk mødested på midten at finde.”

Skal vi virkelig gamble med konventionerne?
For det første er udlændingepolitikken så langt ude til højre på det politiske spektrum, at vi ikke med vores radikale – altså vores liberale og sociale – principper kan se, at en ’midtersøgende-tilgang’ vil være andet end et kompromis med grundlæggende værdier.

Har I hørt det sidste? At man skal afgive sin religiøse overbevisning ved indfødsretsprocessen for dernæst at blive udelukket på baggrund af sin religion. Kommer man fra Mellemøsten, er forslaget, at man kan udelukkes per automatik. Er det den slags holdninger, der gambler med konventioner og internationale forpligtelser, vi skal nærme os?  

For det andet skal vi huske på, hvem vi har givet håb. Det ansvar må og skal vi ikke løbe fra.  

Slutteligt er det netop en pligt at kæmpe for de værdier, der er fundamentet for det samfund, vi lever i – uanset hvor hårdt det er. 

Frisind. Retsind. Storsind.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.