Mikkel Harder: Jeg bliver bange, når statsministeren i sin åbningstale siger, at “vi vil behandle asylsager uden for Danmark”

DEBAT: Hvad der er værd at kæmpe for, er, at borgere der er født her, uddannet her, har fået asyl her, arbejder her, studerer her, har familie her og har været her længe og føler sig danske, ikke gøres til andenrangsborgere, skriver Mikkel Harder: Foto: Jacob Stage.

3. marts 2021 kl. 19.00

Af Mikkel Harder, folketingskandidat, Københavns Storkreds 

Tak, Rune Christiansen og Emil Sloth Andersen, fordi I tog hul på den svære udlændingedebat i sidste uge. 

Radikal Ungdom lagde ud, men det var ret uklart, om moderpartiet ville tage handsken op og turde diskutere dette meget vigtige og svære emne. 

Selv har jeg det nok mest som Emil.

Det nytter ikke, at ingen vil samarbejde med os, fordi vi bliver så principfaste på en sag, hvor et meget stort flertal af Folketinget og måske befolkningen, vil noget andet, end vi vil. 

Vi skal bremse de uhyrlige forslag
Hvis vi vil samarbejde, kan vi måske bremse de mest uhyrlige forslag, få flere nuancer ind i debatten og opnå mere. 

Jeg har det meget stramt med, at statsministeren altid bruger ordet “danskerne” i sine taler i stedet for “befolkningen”, “borgerne”, “os alle sammen” eller et andet mere inkluderende begreb for “folket”.  

Jeg bliver bange, når statsministeren i sin åbningstale i Folketinget siger: “Vi vil behandle asylsager uden for Danmark – i tredjelande, som kan yde sikkerhed til dem, der har behov for beskyttelse.” Det lyder lidt som “ude af øje, ude af sind”.

Og jeg har svært ved at få øje på det land, der kan “yde sikkerhed og beskyttelse”. 

Hvad der er værd at kæmpe for
Hvis regeringen kan finde det og bevise, at det er sikkert, så er det fint. Danmark kan næppe gå enegang. Hvis ikke EU tillader det, sker det ikke, og vi behøver ikke bruge krudtet dér. 

Vi behøver ikke stemme for et sådant forslag, vi kan stemme imod, men hvis det er det, et flertal i EU vil, så kan vi jo ikke melde os ud, men derimod arbejde for, at det bliver så værdig og sikker en løsning som muligt, skulle detkomme så vidt.  

Hvad der er værd at kæmpe for, er, at borgere der er født her, uddannet her, har fået asyl her, arbejder her, studerer her, har familie her og har været her længe og føler sig danske, ikke gøres til andenrangsborgere. 

Bekæmp de urimelige udvisninger
Vi har i den grad brug for, de kan føle sig som en del af et fællesskab. De fleste indbyggere i Danmark kender en sød bankrådgiver, frisør, håndværker, skolelærer, skuespiller, radiovært eller popstjerne, der har en anden kulturel baggrund end etnisk dansk. 

Og som de har stor respekt for og holder meget af.  Hele skoler protesterer, når en af deres klassekammerater pludselig står til udvisning, eller når en kollega skal leve i frygt for at blive sendt ud i det uvisse. Dem vi skal kæmpe for og med.

Vi skal kæmpe for, at vores nabo, vores elever, studerende, arbejdende eller arbejdsløse kolleger ikke skal leve i frygt for at blive smidt ud.  

Ignorér ikke integrationsproblemerne
Vi skal ikke ignorere, at der i visse bydele rundt om i landet er bandekonflikter og meget utilpassede unge og eller kriminelle, hvor folk med anden etnisk baggrund nogle steder dominerer og skaber frygt. 

Selvfølgelig skal vi ikke acceptere vold og kriminalitet, uanset hvem der står bag. Men er man født her i landet, bør man ikke kunne udvises eller straffes hårdere end alle andre, alene på grund af familiens rødder. 

Og ja, der er absolut mennesker i det danske samfund, der er ekstremt hårdkogte og udenfor pædagogisk rækkevidde, og ja det er et problem. 

Vi er mere enige, end vi tror
Et fælleskab fungerer ikke, hvis nogen overskrider alle fællesskabets spilleregler. Vi bør prioritere at arbejde for, at vi ikke har forskellige spilleregler for borgere i samme land med dansk statsborgerskab. Det tror og håber jeg på, at langt den største del af befolkningen er enige i.

Vi må gøre os umage med at finde værdige løsninger på reelle problemer. Vi må foreslå noget, der er mere fair og går imod, at hele befolkningsgrupper udskammes. 

Vi må simpelthen knokle for at finde gode løsninger på svære problemer og også arbejde for, at problemerne ikke bliver blæst op til noget, de ikke er.