Press "Enter" to skip to content

Rune Christiansen: I udlændingedebatten er der intet magisk mødested på midten

DEBAT: Kampen om, hvem der er og kan blive danskere, er en af vor tids helt afgørende rettighedskampe, fuldt på linje med kampen for ligestilling, hvor der grundlæggende ikke er noget kompromis at indgå, og hvor der ikke findes et magisk mødested på midten, skriver Rune Christiansen. Foto: Privatfoto.

24. februar 2021 kl. 19.45

Af Rune Christiansen, forretningsudvalgsmedlem, Radikale Venstre

Der er én bestemt politisk debat, der aldrig holder op, men bare vil blive grimmere og grimmere. Der er ingen bund eller nedre grænse, og ligegyldigt, hvor meget vi radikale drømmer om det, så bliver det aldrig et spørgsmål, der kan håndteres med ”sund fornuft”.

Beklager.

Ja, nu har du gættet det: Dette indlæg handler om udlændingepolitikken. Om hvem der er de rigtige danskere med en legitim ret til deltagelse i det fælles samfund, og hvem der omvendt slet ikke hører til og ikke skal forvente at have demokratiske rettigheder på lige fod med alle andre.

Et spørgsmål der har afgjort valg og delt samfundet i mere end 20 år, og som stadig er det, der skiller Radikale Venstre mest fra både Socialdemokraterne og Venstre.

”Åh nej,” tænker du måske – især hvis du er en vidunderligt pragmatisk, midtsøgende, gennem-fornuftig radikal, der bare så utroligt gerne vil prøve at løse vores mange reelle samfundsproblemer med afsæt i den politiske midte – skal vi nu til at høre om det igen?

Ja, beklager.

Det bliver kun værre
Jeg ved godt, at mange radikale har drømt om, at nu hvor Inger Støjberg har forladt Venstre, og Dansk Folkeparti er blevet decimeret, så kunne vi måske komme videre . Men vi er desværre langt fra færdige med udlændingepolitikken, og det hele bliver kun endnu værre fremover.

Det gør det, dels fordi Nye Borgerlige (med Rasmus Paludan i kulissen) har overtaget en pæn del af Dansk Folkepartis vælgere, med et program der ligger tættere på den egentlige etniske udrensning af op imod en halv million medborgere.

Helt fredeligt naturligvis, for de fæle muhamedanere rejser naturligvis hjem af sig selv, når Danmark nu snart udtræder af alle internationale konventioner og fratager dem allesammen statsborgerskabet.

Noget Nye Borgerlige helt regulært har foreslået, at vi skal. Det gør det også, fordi Venstre i kølvandet på Inger Støjbergs afgang straks har måttet skynde sig ud og prøve at overgå hendes velkendte fremmedhad med et nyt forslag til regler om dansk statsborgerskab.

Regler hvor herboende udlændinge, der engang har stjålet i supermarkedet, selvfølgelig aldrig kan blive statsborgere, og hvor selv de mest lovlydige, dansktalende og veluddannede udlændinge født her i landet fremover skal igennem en særlig sindelagsprøve. En samtale, hvor en flink sagsbehandler skal afgøre, om de nu også har de helt rigtige danske værdier i hjertet, eller om de bare lyver som det udenlandske rakkerpak, de er.

Socialdemokraternes ræs mod bunden
Men den helt centrale grund til, at udlændingebashingen ikke holder op, mindskes eller bare bliver bedre lige foreløbigt, er naturligvis, at Socialdemokraterne også for længst har købt præmissen om, at al politisk værdi kommer af jævnligt at slå på de brune eller muslimske medborgere.

Regeringen har derfor selv startet de nye forhandlinger om statsborgerskab med det eksplicitte ønske, at færre skal have dansk pas og indfødsret fremover, og at flere tværtimod skal leve et helt liv som andenrangsborgere i Danmark. Det eneste land mange af dem nogensinde har boet i.

Som svar på denne grundlæggende diskrimination og hele den snævertsynede etno-nationalisme, der ærligt talt er svær at skelne fra regulær racisme, har den radikale folketingsgruppe valgt at forsøge sig med begrebet ”sund fornuft”. Konkret i from af tre simple, letforståelige og ikke-særligt-krævende krav.

Formuleret så tilpas blidt, at vælgerne kan se, at det vi ønsker os på området skam ikke er noget fælt og uspiseligt. Næh nej, vi er jo ikke ”helt på månen”, og vi kunne aldrig drømme om eksempelvis at kræve et totalt opgør med al diskrimination og racisme. For vi forstår skam godt, at det betyder noget, hvor mange udlændinge der kommer hertil, og at vi altid må føre en ”fast” eller ligefrem ”stram” kurs. Vi beder bare om tre simple ting:

  1. At velhavende, selvforsørgende, ikke-kriminelle danskere i arbejde kan bo her med deres ikke-kriminelle og selvforsørgende ægtefæller. Som selvfølgelig ikke uden videre skal have nogen velfærdsydelser eller rettigheder, ih nej da, det ville vi aldrig forlange.
  2. At mennesker, der er født og opvokset i Danmark, automatisk kan blive statsborgere, når de fylder 18 år. Ja, hvis de altså har været gode i skolen og holdt sig fra al slags kriminalitet, pudset vinduerne og været helt musestille. For det er naturligvis en forudsætning for overhovedet at få grundlæggende borgerrettigheder, når man er udlænding, uanset hvor meget man er født her i landet. Det kan vi selvfølgelig godt forstå.
  3. At den tid, folk bruger på at tage en uddannelse, skal tælle med på lige fod med erhvervsarbejde i de mange år, man skal vente på at få lov til at søge om at blive en del af fællesskabet. For vi er naturligvis med på de mange års ventetid, kravene om aldrig at have kørt for stærkt eller rapset i brugsen, samt de enorme krav til økonomien, der eksempelvis gør, at man som udlænding aldrig må tage et studielån. Selv den skøre test af, om man nu også ved nok om Olsen-banden og EM i 1992, er helt fint. Men uddannelse må da være en god ting – også for udlændinge, ikke?

Dette kan vi da i det mindste blive enige om, ikke?

Intet magisk mødested på midten
Nej, det vi kan ikke. Desværre.

Kravene er ellers med vilje lavet, så alle kan se, hvor fornuftige og moderate vi er. Hvor lidt på månen og hvor meget på midten. Hvor villige til at imødekomme realiteterne, selv når realiteterne består af flertallets forkvaklede syn på danskhed som noget, der sidder i flæskesværen eller juletræet.

Men hele denne øvelse i pragmatisk imødekommenhed er forgæves. For alle lige fra Socialdemokraterne til Nye Borgerlige har allerede højlydt hældt vores tre fornuftige krav ned ad brættet og benyttet lejligheden til at stemple os som skøre hallal-hippier, der vil åbne alle grænser for hele Afrikas befolkning, mens vi danser hula-hula dans og går i burka. Et syn som jeg vil prøve at vise frem ved næste ordinære landsmøde.

Så kære medradikale af alle køn, farver, religioner og seksualiteter: Indse det! Vi er fortsat midt i en kamp om, hvem der er og kan blive danskere. Det er en af vor tids helt afgørende rettighedskampe, fuldt på linje med kampen for ligestilling og lige rettigheder for seksuelle mindretal. En kamp hvor der grundlæggende ikke er noget kompromis at indgå, ingen fælles grund er at stå på og intet magisk mødested på midten at finde. Fordi udlændingedebatten i sin essens er et enten-eller

Enten er man helt principielt dansker, når man taler sproget, føler sig dansk og efter bedste evne biddrager til fællesskabet. Og så kan vi naturligvis aldrig forsvare at behandle mennesker, der er født og opvokset her anderledes end alle andre, blot fordi de har en anden kulturbaggrund, religion eller hudfarve.

Eller også hører danskheden snævert sammen med hudfarve, religion og kultur. Og så kan folk udefra nok ind imellem – som særlige undtagelser – optages i fællesskabet, men aldrig for mange af gangen, og kun hvis de lærer at spise flæskestegen. For Danmark er en hvid, kulturkristen monokultur, og er man ikke hvid eller kulturkristen, ja, så kan man godt blive både integreret og tolereret, men aldrig blive rigtigt dansk.

Jeg ved godt, hvilket danskhedsideal jeg selv abonnerer på. Og hvor jeg mener, at Radikale Venstre bør stå.

Men hvad mener du?

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.