Press "Enter" to skip to content

Søren Bald: Forslag om eksklusionsparagraf vil undergrave retssikkerheden i partiet

“Vores kendte arbejdsmetoder skal fastholdes med et klart nej til eksklusioner – også ad bagdøren. Uenigheder og kampe er blevet afgjort med det smukkeste og fredeligste af alle våben: stemmesedlen.” siger Søren Bald. Foto: Arkiv.

Af Søren Bald, 23. juli 2022 kl. 12:00

Nyt forslag om fratagelse af medlemsrettigheder efter overtrædelse af “tåget” samaværspolitik er i realiteten en ekslusionsparagraf. Det skriver RV’s tidligere landsformand Søren Bald, der opfordrer landsmødet til at stemme klart nej til eksklusionsforslaget

117 års god og uanfægtet tradition står for fald. Man vil indføre eksklusioner ad bagdøren. Ikke sådan rigtige eksklusioner, som alle andre partier har dem. Nej, nu er det indirekte og uigennemskuelige sanktioner, men reelt er det eksklusioner.

I 117 år har mit parti undværet eksklusioner. Det har undervejs krævet argumenter, tålmodighed, åbenhed og fornyede samtaler. Men det har fungeret. Hvor alle andre partier har mulighed for at smide folk ud, har Radikale Venstre kun to krav: Du må ikke være medlem af et andet dansk parti, og du skal betale kontingent. Konklusion: Du kan ikke smides ud!

Hvis man nu ville indføre rigtige eksklusioner, ville jeg også reagere, men den foreslåede metode er politisk tåbelig, organisatorisk problematisk og juridisk en frygtelig gang amatørjura. Især det sidste vil undergrave retssikkerheden i hele partiet.

Forslaget hedder »Såfremt et medlem ikke overholder Radikale Venstres samværspolitik eller tilsvarende, kan Forretningsudvalget enten på eget initiativ eller på indstilling fra partiets organ til behandling af sager om brud på samværspolitikken eller tilsvarende suspendere et medlems rettigheder, helt eller delvist i en tidsbegrænset periode«.

Medlemmet kan fratages stemmeretten, tillidsposter, muligheden for at blive valgt og i grove tilfælde fratages alle rettigheder inklusive retten til at deltage i medlemsmøder i en periode på op til fire år. Sanktionerne skal drøftes og konfirmeres i Hovedbestyrelsen.

Mange er både glade for og stolte over, at de radikale, der på lange linjer har repræsenteret frisind, tolerance og retssikkerhed, konsekvent, i 117 år, har sagt nej til eksklusioner, som let kan gå ud over mindretal, der kan være besværlige – i det mindste efter flertallets opfattelse.

Men nu skal ’samværspolitikken’ i al dens uhåndgribelige tågethed gøres til retsgrundlaget for det, der reelt er en mulighed for eksklusioner. Kyndige jurister vil vende tommelfingeren nedad. De kan se, at det er løsagtig vinkelskriver-jura bygget på moraliserende forudsætninger – en tvivlsom ’Ema Gad’. Samværspolitikken er som opfordringer til 7.b.’s lejrskole, hvor vi skal være søde ved hinanden, hilse på naboerne og høre på, hvad de andre siger osv.

Hvordan har de radikale så klaret sig uden eksklusioner? Mit svar er: fint. Folk meldte sig ind, fordi de var enige med folketingsgruppen – og meldte sig ud igen, når de var uenige med folketingsgruppen. Andre fandt ud af, at frivilligt partiarbejde fordrer tålmodighed, hvis man vil vælges eller være med til at fastlægge partiets kurs. Nogle – som de syv nævnt ovenfor – fandt ud af, at de ikke hørte hjemme i den radikale familie.

Undervejs har vi valgt dem, som flertallet anså for bedst. Vi har ikke brug for en dårlig udgave af ’Emma Gad’. Forslaget bygger på en upræcis og flertydig ’samværspolitik’ med tilhørende sanktioner, der skal bruges til at fastlægge rammerne for det frivillige partiarbejde. Samværspolitikken er uklar amatørjura i ingenmandsland.

Vores kendte arbejdsmetoder skal fastholdes med et klart nej til eksklusioner – også ad bagdøren. Uenigheder og kampe er blevet afgjort med det smukkeste og fredeligste af alle våben: stemmesedlen.