Press "Enter" to skip to content

Søren Bald: Lad os gøre op med de tre værste radikale dogmer

DEBAT: Kampvalg er ikke nødvendigvis godt, sideordnet opstilling er noget bras og kandidaterne skal ikke vises blind tillid. Det mener Søren Bald, der vil gøre op med de tre værste radikale læresætninger. Foto: Arkiv.

28. december 2020, kl. 10.00

Af Søren Bald, formand for Radikale Venstre Gribskov, tidligere landsformand for Radikale Venstre

At være dogmatisk betyder efter ordbogen at være usmidig og holde sig ukritisk til faste læresætninger. Vi radikale er frisindede og nytænkende, men der er eksempler på radikal dogmatik – hos medlemmerne. Ikke hos alle, men hos en del, så derfor dette opgør med nogle eksempler på radikal dogmatik.

Det er eksempelvis: “Kampvalg er godt”. “Sideordnet opstilling er godt”. Og “Vi skal vise kandidaterne tillid”.

DOGME 1: “Kampvalg er godt”
Hvorfor skulle kampvalg være særlig godt? Jo, kampvalg giver medlemmerne valgmuligheder. Desværre hæfter offentligheden sig langt mere ved den synlige uenighed, som svækker partiet. Hvad skete der i Socialdemokratiet efter kampvalget mellem Nyrup og Auken i 1992?

Partiet var i flere år martret af en intern konflikt. Hvad skete der i Alternativet efter valget af Josefine Fock? Hvorfor dumpede de radikales omdømme efter hovsa-valget af ny gruppeformand i folketingsgruppen i oktober 2020?

Hvad ville der mon være sket med de radikales omdømme og muligheder i København, hvis kampvalget mellem den siddende radikale socialborgmester og en lidt hovsa-agtig modkandidat var faldet ud til modkandidatens fordel?

Nej, kampvalg er for politiske partier næsten altid problematiske, fordi de svækker offentlighedens tro på partiets evne til at håndtere sine egne konflikter. Og dermed også partiets evne til at håndtere samfundskonflikter.

DOGME 2: “Sideordnet opstilling er godt, for så bestemmer vælgerne”
Ja, men hvorfor så bruge tid på kandidat-opstillinger? Da Mogens Glistrup i 1973 bragede ind i Folketinget med 28 mandater havde Fremskridtspartiet opstillet mere end 200 kandidater sideordnet, hvilket selvsagt førte til rene tilfældigheder ved valget.

De politiske partier har ansvaret for kandidatudvælgelsen, men hvorfor så overlade udvælgelsen til tilfældigheder, når halvdelen af vælgerne alligevel stemmer på partiet og ikke på en bestemt kandidat? Det medfører tilfældigheder, når partiet ikke tør pege på de bedste og mest kvalificerede via en partiliste.

Hvorfor trak den superkompetente Jørgen Estrup sig, da hovedstadens vælgerforening i 90’erne pludselig faldt for Naser Khader som den perfekte, demokratiske indvandrer. En person hvis primære dagsorden i øvrigt var at blive valgt!

Naser Khader var aktiv, men ikke flittig. Det har han nu været for tre forskellige partier. Nej, sideordnet opstilling er at spille hasard med kvaliteten i kandidatudvælgelsen.

Og trods partiets respekt for lokale løsninger har man tilmed i partiets love bestemt, at sideordnet opstilling SKAL gælde overalt. Hvorfor tør partiet ikke tro på sine egne medlemmers evner til at pege på de bedste kandidater?

DOGME 3: “Vi skal vise kandidaterne tillid”
Det kan lyde smukt, men betyder det, at ethvert medlem, der tilbyder sig som kandidat, skal opstilles? Nej, men hvordan sikrer vi den kvalitetskontrol, som enhver vælgerforening bør sætte en ære i at garantere?

Når først en kandidat er valgt, sikrer Grundlovens § 56, det frie mandat, at ingen kan rokke ved den valgtes valgbarhed. Jo ved næste opstilling, men ikke før! Er vi i vores tillid grundige nok?

Nogle radikale har et positivt, næsten naivt, menneskesyn. De stoler på folk og regner med, at de lever op til tilliden. Men er virkeligheden sådan? Og er vi grundige og kritiske nok, når vi opstiller nye og ofte ukendte kandidater?

Hvorfor gik det galt med Naser Khader, Uffe Elbæk og Manu Sareen, der endte som partihoppere? To af dem blev tilmed ministre, så kvalitetskontrollen svigtede også højere oppe. Jeg peger med vilje på personer opstillet af hovedstadens radikale. Her har medlemmerne været mere heldige med kvinderne: Lone Dybkjær, Lone Loklindt, Mia Nyegaard og Charlotte Fischer!

Vi går ind for mangfoldighed, ytringsfrihed, fremtidstro, socialliberale løsninger og så videre. Det er radikale værdier, vi løbende debatterer. Men dogmerne skulle vi tage livtag med. De svækker os som et kvalitetsbevidst og handlekraftigt parti.

I realiteten indebærer dogmerne, at medlemmerne gør sig selv umyndige. Og så satser de ivrige til gengæld på landsmøderesolutioner!

Men sikrer resolutionerne kvaliteten af de opstillede kandidater? Påvirker de den radikale kurs? Hvis nej? Hvad så med at droppe dogmerne?

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.