Radikale Venstres to nuværende byrådsmedlemmer i Hillerød er igen at finde i kandidatfeltet til efterårets valg. Det oplyser vælgerforeningen i en pressemeddelelse til Sjællandske Nyheder. Christina Thorholm og Jørgen Suhr er nemlig genvalgt til at være øverst på spisesedlen til Hillerød Radikale Venstres generalforsamling, hvor Thorholm endnu engang skal være spidskandidat. En konstellation som har været fast siden kommunalvalget i 2013. Ligeledes genopstiller Anne Lintrup, Charlotte Kaufmanas og Mette Grønvaldt, som også var på listen ved det seneste valg.
De har dog fået selskab af to nye kandidater i form af Signe Driefer, der er aktiv i Radikal Ungdom og var Folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds ved valget i 2022, som bliver nummer 3 på den radikale liste – samt Ole Steen Lintrup, der har siddet i Folkeoplysningsudvalget i mange år og er et kendt navn i store dele af spejderbevægelsen.
Ved seneste kommunalvalg gik Liste B endnu engang frem til 6,2% af stemmerne, hvilket sikrede to byrådsmandater. Listen er i prioriteret rækkefølge; Christina Thorholm, Jørgen Suhr, Signe Driefer, Anne Lintrup, Ole Steen Lintrup, Charlotte Kaufmanas og Mette Grønvaldt. Grønvaldt er genvalgt som formand for vælgerforeningen.
Billede af kandidatfeltet i Hillerød Kommune. Fra venstre; Ole Steen Lintrup, Mette Grønvaldt, Jørgen Suhr, Christina Thorholm, Signe Driefer, Anne Lintrup og Charlotte Kaufmanas. Foto: Presse.