Valgaftenen den 18. november blev en vigtig aften for Radikale Venstre i Hovedstaden. I København lykkedes partiet med at fastholde 6 mandater i Borgerrepræsentationen, og i Region Østdanmark sikrede Radikale Venstre sig 4 mandater i det nye regionsråd.
Det betyder både politisk stabilitet og nye kræfter i arbejdet de kommende fire år.
Et af de mest bemærkelsesværdige øjeblikke i Københavns valgresultat var, at Kristina Thomsen blev valgt ind og tog partiets sjette mandat.
For hende var det en stor og personlig oplevelse:
“Jeg glæder mig simpelthen så meget til at være med til at sætte retningen for byen de næste fire år og tage ansvar for den by, mine børn skal vokse op i og jeg – forhåbentligt – selv skal blive gammel i. Derfor betyder det selvfølgelig rigtig meget.”
På selve valgaftenen havde ingen overblik over de personlige stemmer, og derfor kom nyheden bag på hende
“Det havde på ingen måder strejfet mig, at det 6. mandat kunne tilfalde mig. Men dagen efter kunne jeg ret hurtigt ane en tendens i stemmerne fra de forskellige valgsteder. Min kæreste var på arbejde, så jeg måtte ringe og varsle ham. Jeg tror heller ikke, han havde regnet med det,” siger hun med et smil på læben.
Røhl: “Vi har et stærkt fundament at bygge videre på”
Spidskandidat Christopher Røhl ser resultatet som et tydeligt signal fra københavnerne – og som en anerkendelse af den brede indsats i valgkampen.
Hvordan oplever du Radikale Venstres resultat i København?
“Jeg er enormt stolt over vores resultat, hvilket bekræfter mig i, at vi har gjort det rigtige ved at fokusere på politik, samarbejder på tværs af partier og et mangfoldigt kandidatfelt, der viste, at vi har politik på alle hylder.”
Han tilføjer:
“Personligt er jeg også glad for mit eget stemmetal, der gav mig 5. flest stemmer og den højest placerede borgmesterkandidat efter alle overborgmesterkandidaterne. Det giver os et stærkt fundament at bygge videre på for de næste fire år.”
Hvilket politisk signal mener du, vælgerne har sendt?
“Jeg mener vælgerne har vist et ønske om en grøn, progressiv og ansvarlig retning for København. Vægten af mandater afspejler det, og med vores seks mandater på midten fik vi en nøglerolle i konstitueringen – og det får vi også i udvalgsarbejdet de næste fire år.”
Hvad bliver de vigtigste prioriteter for BR-gruppen?
“Vi gik til valg på et ambitiøst program og en stor bredde i faglighed. Det skal vi sætte i spil i den nye periode. Men vores første store opgave bliver det kommende folketingsvalg, hvor vi skal gentage succesen fra kommunalvalget og bidrage til en synlig og vellykket kampagne.”
Region Østdanmark: En solid radikal stemme i et nyt politisk landskab
I Region Østdanmark resulterede valget i 4 mandater til Radikale Venstre. Den nye mega-region bliver en central arena for politik på sundhed, psykiatri, forebyggelse og mobilitet.
Med både erfarne og nye folk i regionsrådet er Radikale Venstre godt placeret til at sikre indflydelse i de kommende år.

