Af Jakob Skyggebjerg, 16. marts 2025
Den sidste radikale regionsforening har nu sat den første del af kandidatfeltet til efterårets valgkamp. Radikale Venstre i Region Syddanmark holdt netop opstillingsmøde lørdag d. 1. marts på Kolding Uddannelsescenter, hvor de første otte kandidater til listen blev valgt.
Her blev Morten Lorenzen, der også er formand for vælgerforeningen og til daglig er direktør i Hjerneskadeforeningen, valgt som spidskandidat for partiet. Dertil blev rækkefølgen for resten af listen det fanøske byrådsmedlem Melissa Gilroy, byrådskandidat i Nyborg Emilie Haaning, sundheds-, social- og udlændingeordfører i Radikal Ungdom Lærke Lysdahl, 1. suppleant til regionen Nils Sjøberg fra Kolding, storkredsformand på Fyn Zeb Meier Watz, Finn Hartvig Nielsen fra Odense og Hanne Elisabeth Ringgaard Møller, der er byrådsmedlem i Svendborg.
De to nuværende regionsrådsmedlemmer ved navn Anne, Anne Skau Styrishave og Anne Marie Geisler Andersen, genopstiller derfor ikke til det kommende regionsrådsvalg. Anne Skau Styrishave, der var spidskandidat sidst, er i stedet spidskandidat ved kommunalvalget i Odense. Styrishave var sine 6.212 personlige stemmer i 2021, som var fjerde flest af alle kandidater ved Regionsrådsvalget i Syddanmark, med til at sikre Radikale Venstre to medlemmer i regionen. Anne Marie Geisler Andersen søger også genopstilling til hendes nuværende sæde i Esbjerg Byråd. Det skriver hun på Facebook.
Region Syddanmark har i dag 41 medlemmer, men det vil efter det kommende valg indsnævres til 31 medlemmer. Derfor skal Radikale Venstre gå frem til efterårets valg, hvis det skal beholde sine nuværende to sæder.
Opstillingen i punktform kan findes herunder:
1: Morten Lorenzen – Assens
2: Melissa Gilroy – Fanø
3: Emilie Haaning – Nyborg
4: Lærke Kramer Lysdahl – Odense
5: Nils Sjøberg – Kolding
6: Zeb Meier Watz – Odense
7: Finn Hartvig Nielsen – Odense
8: Hanne Elisabeth Ringgaard Møller – Svendborg
Billede øverst; Top fem af kandidaterne for Radikale Venstre i Region Syddanmark. Fra venstre har vi Emilie Haaning (Nyborg), Nils Sjøberg (Kolding), Melissa Gilroy (Fanø), Morten Lorenzen (Assens) og Lærke Lysdahl (Odense). Foto: Privat.