17. januar 2022 kl. 09.00
Af Redaktionen
Kære mandagslæser,
Her får du det andet Rundt i regionen-nyhedsbrev i 2022.
I denne uge samler nyhedsbrevet blandt andet op på den verserende offentlige debat om den radikale kabale: Altså partiets politisk-parlamentariske positionering efter næste folketingsvalg. Også i den forgangne uge har partileder Sofie Carsten Nielsen nemlig sat ord på, hvordan budskabet om et radikalt nej til en etpartiregering efter det kommende valg skal forstås.
Derudover har vi radikale nyheder fra medieområdet, en påmindelse om arbejdet med principprogrammet og to noter fra København med i nyhedsbrevet.
God læselyst.
Viktor Dylander
ansvh. redaktør
Rundt i regionen giver et journalistisk bearbejdet overblik over væsentlige og interessante radikale nyheder og begivenheder fra hovedstadsregionen og Christiansborg i ugen, der er gået.
Den radikale kabale: Fortsat interesse og intern debat om radikal positionering
Lige siden politisk leder Sofie Carsten Nielsen i starten af januar afviste, at Radikale Venstre ville lægge mandater til en ren etpartiregering efter næste folketingsvalg, har interessen for de radikales positionering i dansk politik kun taget til i styrke.
Således sagde Sofie Carsten Nielsen torsdag i radioprogrammet “Slotsholmen” på P1, at hun ville kunne pege på en borgerlig statsminister uden radikal regeringsdeltagelse under følgende forudsætninger:
“Ja, hvis det betyder, at vi får løst de langsigtede problemer. Hvis man forpligter sig til at løse børns trivsel, klimakrisen, manglen på arbejdskraft, og selvfølgelig hvis vi synes, at grundlaget er tilstrækkeligt radikalt,” sagde hun.
Gisningerne og spekulationerne om partibogstavskombinationerne har, som ofte før, affødt intern debat om partiets prioritering af de vigtigste politiske emneområder. Måske mest kontroversielt i det radikale bagland er spørgsmålet om udlændingepolitik, der allerede sidste år delte vandene på det radikale medlemsnetværk.
Ny afgift skal få underholdningsgiganter til lommerne
Radikale Venstre går nu ind for en streamingafgift, der skal påbyde eksempelvis Netflix og Amazon at betale en afgift til staten. Det kunne man læse på mediawatch.dk fredag. Afgiften kan måske suppleres af en investeringsforpligtelse.
“Diskussionen om et streamingbidrag kommer til at fylde meget (i medieforhandlingerne, red.), og det er især med fokus på, om det skal være et streamingbidrag eller en investeringsforpligtelse. For os er det et højt bidrag, men det kan godt suppleres af en investeringsforpligtelse,” sagde Zenia Stampe, der er kulturordfører.
Udmeldingen kommer, inden medieforhandlingerne med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forventeligt begynder her i starten af 2022.
Påmindelse om behandling af nyt principprogram
Redaktionen ønsker som en kalenderservice at minde medlemmerne om, at Radikale Venstre i år skal behandle og vedtage et nyt principprogram.
Derfor vil der 2. april i år blive holdt et ekstraordinært landsmøde, hvor medlemmerne første gang skal behandle udkastet, der er udformet af skrivegruppen for principprogrammet. I den skrivegruppe sidder blandt andre landsformanden og et halvt dusin tillidsvalgte og folketingsmedlemmer.
Den endelige behandling af det nye principprogram finder sted på partiets ordinære landsmøde 17. til 18. september. Det nye program erstatter den eksisterende program fra 1997, der kan læses ved at trykke her.
Gennem historien har partiet haft fem programmer. De fire forudgående var fra 1976, 1955, 1922, 1905. Det fra 1976 kan ses her.