“Jeg kan blive overrasket over den afsky, der omgiver Mette Frederiksens regering blandt nogle radikale medlemmer. Lad mig vove pelsen: Har det virkelig været så slemt?” spørger Christian Fink Elkjær. Foto: Arkiv.
Af Christian Fink Elkjær, storkredsformand, Nordsjællands Radikale Venstre
11. juli 2022 kl. 13:00, opdateret 12. juli 2022 12:30
Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen er at foretrække som samarbejdspartner, hvis Radikale Venstre skal i regering efter valget, skriver storkredsformand
Så er remouladen ude af tuben. Vi vil aldrig igen støtte en socialdemokratisk etpartiregering, og der skal udskrives valg. Det kommer til at ske, og jeg kan høre mange radikale drage et lettelsens suk. Nu er det endelig slut med at støtte socialdemokraterne.
Eller er det?
Selvom det kan være besværligt, må vi håbe, at valget falder ud på en måde, at der ikke kan dannes flertal uden Radikale Venstre. Selvfølgelig. Men hvad bliver så mulighederne? Man kan lege bogstavleg, men kogt ned er det en regering med basis i centrumvenstre, centrumhøjre eller en koalition hen over midten.
Ingen ved, hvad en hypotetisk midterregering kan byde på, så lad os i stedet overveje de to første emuligheder. Her kan man jo sætte sig et øjeblik og meditere over de erfaringer, vi har fra de seneste perioder. Var Danmark på vej i en bedre retning med Lars Løkke Rasmussen som statsminister?
Hvorfor denne afsky over S?
Jeg kan blive overrasket over den afsky, der omgiver Mette Frederiksens regering blandt nogle radikale medlemmer. Lad mig vove pelsen: Har det virkelig været så slemt? Jo, de har da optrådt magtfuldkomne, lukkede, fokuseret på socialdemokratisk politik, ikke givet sig en tøddel på udlændingeområdet – i hvert fald ikke en ret stor tøddel –, og først her til sidst i perioden er vi begyndt at se seriøs handling på klimaområdet.
Men der er også lavet god politik, og regeringen har trods alt navigeret nogenlunde fornuftigt i en svær tid med både coronakrise og den forfærdelige krig i Ukraine.
Før denne regeringsperiode hørte jeg ofte, at Finansministeriet havde for meget magt til at blokere politikken, eksempelvis når det kom til grøn omstilling. Og det var ikke kun socialdemokrater, der kunne synge den sang. Jeg tror bestemt heller ikke, at alle radikale drømmer sig tilbage til nødvendighedens politik.
Radikale i regering kan modkæmpe statstænkningen
En del af Mette Frederiksens mission har netop været at gøre op med nødvendighedens politik, tage magten og vise, at man godt kan være politisk og tage stilling. Også i forhold til emner hvor udviklingen kan synes uundgåelig. Og det er altså ikke kun af det onde. Hvorfor skulle vi ellers have politikere? Ulykken har blot været, at fokus kun var på socialdemokratisk politik, og at de er gået alt, alt for langt i forsøget på at politisere embedsværket.
Alligevel vil jeg foretrække en centrumvenstreregering efter valget, fordi jeg trods alt er mere tryg ved politikken. Jeg er et liberalt menneske og væmmes ofte ved den system- og statstænkning, der kan præge venstrefløjen – netop derfor vi skal være med i en ny regering.
Og når vi omvendt taler om de vigtige områder som socialpolitik, uddannelse, bekæmpelse af ulighed, natur og grøn omstilling, så bør vi alle have større tiltro til et flertal med Radikale Venstre og partierne til venstre for midten. Vi hører tit om de onde fløjpartier, men det er altså ikke ét fedt. Jeg lader trods alt hellere en finanslov afhænge af Enhedslisten end af Inger Støjberg.
Der er ført radikal politik med S i regering
I mange tilfælde er det vigtigt med brede flertal, og senest har vi set gode eksempler på det, men når samfundet skal forandres, så skal det nogen gange vedtages smallere, og det er ikke per definition dårligt. Som eksempler på begge dele kunne man nævne nylige aftaler, der med god grund er blevet fejret af radikale ordførere.
De brede: Grøn skattereform, klimafond, nationalt kompromis om sikkerhedspolitik, udfasning af naturgas, samtykkelov.
Og de smalle: Lån til boligkøb i landdistrikter, aftale om nyt kontanthjælpssystem, naturnationalparker, Danmark kan mere 1, medieaftalen fra 2022 og flere finanslove med gode radikale aftryk.
Og så desværre én uden Radikale Venstre: Arne-pensionen, der er en værdig mulighed for udtrædelse af arbejdsmarkedet for dem, der har været der længst, før de er komplet nedslidte.
Ja tak til en SR-regering med Mette F. i spidsen
Meget magt ligger i Folketinget, og vores folketingsmedlemmer har gjort det fremragende og fået meget god politik igennem i en til tider vanskelig parlamentarisk situation. Men efter valget skal de mange aftaler udmøntes, og jeg vil se radikale ministre være med.
Det er ingen skam at ønske sig. Vi er i politik for at påvirke tingene, og skal det ske med Mette Frederiksen som statsminister, må jeg bare sige: Fint med mig.