Søren Burcharth indtræder i regionsrådet i stedet for Annette Randløv 1. april. Radikal Dialog har spurgt ham, hvor han vil lægge kræfterne i regionsrådet. Foto: Viktor Dylander
13. januar 2021 kl. 17.15
Af Gert Vincent
I hovedstadens regionsråd kommer der den 1. april 2021 et nyt radikalt ansigt. Annette Randløv, som blev indvalgt i 2017, er valgt til et andet hverv og må trække sig fra regionsrådet.
Søren Burcharth, der er første suppleant, overtager pladsen i stedet.
Og det er en erfaren profil, som nu tager over. Søren Burcharth var 2018 – 2020 formand for Regionsforeningen, og han opstillede første gang op til regionsrådet i 2013.
Søren Burcharths interesse for radikal politik fik han, da han i 1996 blev pressesekretær for den daværende kulturminister Ebbe Lundgaard.
Siden blev han lokalt engageret i Brønshøj-Vanløse-Husum bydelsforening, hvor han også blev næstformand.
Godt valg gav blod på tanden
Men det er det politiske arbejde, der for alvor engagerer og interesserer Søren Burcharth. Og især regionsarbejdet brænder han for.
”Da jeg sprængte listen i 2013, gav det mig blod på tanden for at gå videre med det regionale arbejde, fordi der var så mange, der støttede mig,” siger Søren Burcharth.
På spørgsmålet om, hvordan han lykkes med at trække så mange stemmer efter en forholdsvis kort opstillingsperiode, tænker Søren Burcharth et øjeblik.
”Nogen siger til mig: ’Søren du er enormt troværdig og vedholdende’; og det glæder mig at få den karakteristik. Jeg kan godt lide at holde blikket fast på skiven, fordi jeg gerne vil forandre ting i vores samfund.”
Han forklarer, at han er radikal i sin grundholdning, fordi han vil skabe frihed for mennesker og samtidig tage ansvar for fællesskabet.
”Vi skal sikre at folk bliver respekteret som individ og have muligheden for at blive pilot i eget liv og at vi har et stærkt fællesskab. Derfor er fri og lige adgang til for eksempel uddannelse og sundhed vigtigt for mig,” siger Søren Burcharth.
Næstformand i Miljø- og Klimaudvalget
Søren Burcharth overtager blandt andet næstformandsposten i Miljø- og Klimaudvalget og får plads i Samarbejdsudvalget vedrørende almen praksis.
”Det passer mig rigtig godt med netop disse poster, fordi særligt regionens miljø og klima trænger til mere fokus i offentligheden, og det håber jeg, at jeg kan sætte mit præg på,” siger Søren Burcharth.
Han peger på to områder, som han gerne vil sætte fokus på. For det første er der pesticidforureningen i regionens grundvand, som efter hans opfattelse bør have mere fokus.
For det andet skal der fokus på regionens giftgrunde. Han nævner Collstrupgrunden i Nordsjælland, som er stærkt problematisk. Collstrup var et træimprægneringsfirma, som efterlod mange giftstoffer i forbindelse med produktionen.
Søren Burcharth synes, at Radikale Venstre skal være mere synlige i hele diskussionen om giftgrunde og generationsforureninger.
”Forurening spiller ind på mange af regionens fagområder, fordi det jo også påvirker vores sundhed og dermed vores sundhedsudgifter. Tingene hænger jo sammen. Hvis vi bevæger os for lidt, og vi ikke gør noget ved larm og os fra trafikken, så går det ud vores sundhed.”
Lokalbanerne vitale for de unges uddannelse
Og trafik er endnu et område, som optager Søren Burcharth i regional sammenhæng. Regionen har ansvaret for lokalbanerne og busser, som særligt er vigtige for det nordsjællandske område.
”Lokalbanerne og busserne er bl.a. vitale for, at de unge kan komme til og fra uddannelse. Det er ikke alle områder i hovedstaden, der er lige så godt dækket med kollektiv transport som København.”
“Og det er meget vigtigt, at vi vænner de unge til at se den kollektive trafik som et reelt alternativ, og at vi ikke efterlader udkantsområder i regionen,” siger Søren Burcharth.
Psykiatri skal prioriteres op
På spørgsmålet om, hvad Søren Burcharth ville være særlig stolt af at kunne få løst i regionen, svarer han, at psykiatriområdet trænger til en opprioritering.
”Den mentale sundhed hænger virkelig i bremsen. En brækket arm er måske mere håndgribeligt end ondt i psyken, men vi skal som politikere have en bedre forståelse af behovet på psykiatriområdet.”
“Jeg synes, vi skal lytte til de fagprofessionelle, og på det grundlag træffe nogle beslutninger, der virker. Og så skal vi have et bedre samarbejde mellem sektorerne og have endnu mere fokus på forebyggelse – særligt målrettet børn og unge.”
Og så står han over for et regionsrådsvalg i år. Søren Burcharth ser gode muligheder for, at Radikale Venstre kan styrke mandattallet i regionsrådet.
”Vi har nogle virkelig erfarne kandidater til valget, og jeg tror, at vi gennem et godt samarbejde mellem kandidaterne kan få de mandater, der skal til, for at vi kan sætte os i en central forhandlingsposition, når posterne skal fordeles i det nye regionsråd,” siger Søren Burcharth.