Af Maria Georgi Sloth, Folketingskandidat og fhv. landsformand for Radikal Ungdom
På Radikal Dialog prøver vi i de kommende nyhedsbreve at bringe en række boganmeldelser af politisk litteratur og bøger med relevans for den radikale bevægelse. Både nye som gamle.
Den første anmelder er Folketingskandidat i København og fhv. landsformand for Radikal Ungdom Maria Georgi Slot, der anmelder Søren Lipperts ”Derfor ender demokratiet, som vi kender det”.
Søren Lippert udfordrer bogen fra 2024 idéen om, at vi med det liberale demokrati, skulle være nået til det sidste stadie i udviklingen af samfundsformer og magtinstitutioner i den vestlige verden.
I ”Derfor ender demokratiet, som vi kender det” introducerer han et nyt begreb, nemlig ”politisk geologi”. Lippert bruger begrebet til at analysere flere århundreders politisk historie og til at forklare, hvorfor vores nuværende demokrati også på et tidspunkt vil bukke under for et såkaldt ”politisk jordskælv”.
“Den politiske udvikling kan sammenlignes med en geologisk proces. Det politiske landskab formes af kræfter der akkumuleres over generationer, for så på et tidspunkt at komme til udløsning, som et politisk jordskælv, der omformer det politiske landskab.”
Netop denne ”politiske geologi” er omdrejningspunktet for Lipperts analyse. Han hævder, at alle store politiske udviklinger og omvæltninger – i den vestlige verden i hvert fald – kan forstås gennem denne metafor.
Den politiske geologis cyklus inddeler han i disse faser: Jordskælv – Kaos – Orden – Tyranni – Jordskælv. Politiske jordskælv udløses, når en stor nok mængde af negativ energi er ophobet i befolkningen mod samfundets institutioner.
Ifølge Lippert opstår denne energi med menneskets evige drift mod mere selvbestemmelse sammen med driften i magtinstitutionerne til at lukke sig om sig selv og blive selvforskansende. Med tiden vil alle institutioner på et tidspunkt føles som om de begrænser eller undertrykker nogle menneskers selvbestemmelse. Hvis kraften i den befolkningsgruppe som ønsker mere selvbestemmelse, er stærk nok, vil det skabe et politisk jordskælv.
For at underbygge sin pointe, gennemgår Lippert i bogen flere historiske begivenheder, eksempelvis den franske revolution, og lægger sin model ned over dem.
Hvad har det dog med vores nutidige demokrati at gøre? Lippert beskriver i bogen tre ”revner” i demokratiet, som han ser som tegn på, at vi er på vej mod et nyt politisk jordskælv.
1. Den faldende tillid til etablerede institutioner og deres patent på sandheden.
2. Den markant forandrede vælgeradfærd.
3. De sociale medier, som har fjernet de etablerede mediers kontrol over, hvem der får ordet.
“Jo mere uudfordrede de etablerede institutioner er, jo mere vil de tage sig ud, ikke som orden, men som tyranni for bestemte grupper i samfundet.“
Hans analyse indeholder både masser af argumenter, som det er svært at afvise: Særligt spørgsmålet om faldende tillid til institutioner og hvorvidt vi overhovedet har en fælles forståelse af sandhed længere.
Hans pointer om, at et demokrati, hvis institutioner i høj grad blev udtænkt i 1700 og 1800-tallet, naturligvis må møde nogle udfordringer i en markant forandret verden her et par hundrede år senere er også ganske tankevækkende.
Undervejs i bogen måtte jeg dog også stoppe op et par gange, fordi analyserne virkede en anelse overfladiske eller søgte. Særligt hans fremhævelse af Gretha Thunberg, der på lige fod med Donald Trump, skulle være et eksempel på en af revnerne i demokratiet, fordi hun har “skabt sig selv en magtbase, ikke inden for demokratiets spilleregler, men ved at være i opposition til demokratiet”, havde jeg svært ved at købe.
“Nyheder former som sedimenter det politiske landskab vi bevæger os i som borgere i samfundet, som vælgere og deltagere i vores demokrati. Meget mindre end man skulle tro, når man ser på det dag og dag, men på den anden side også mere end vi umiddelbart kan gennemskue, fordi vi ikke er i stand til at se det sammenhængende billede over mange generationer.”
”Derfor ender demokratiet” var som læseoplevelse dejlig nørdet om end lidt lang og gentagende. Jeg manglede undervejs lidt følelsen af åbenbaringer, hvor bogen eller ”den politiske geologi” som begreb gav mig blik for noget helt nyt.
I stedet blev det mest en interessant gennemgang af forskellige nedslag i politisk historie, kombineret med en analyse af den politiske situation i vores samtid, som Lippert koblede op på en metafor, der ikke var uinteressant, men heller ikke fuldstændig nyskabende.
Bogen var dog også provokerende på en ganske sund måde. For som Lippert også i metakommentarer til læseren undervejs i bogen bemærker, så er det ikke lige rart, for os der engagerer os meget i demokratiet, at blive konfronteret med dets potentielle afslutning.
Men måske er det rigtig klogt ikke at tro blindt på det liberale demokratis beståen som en naturlig selvfølge? For så kan vi blive ved at holde øjnene åbne for, at demokratiet altid først og fremmest skal skabe mere selvbestemmelse for borgerne, og at det ikke i frygten for borgernes uforudsigelighed må komme til at lukke dem ude.
\Maria Georgi Sloth
Radikal Dialog modtager løbende indlæg fra læserne. Ønsker du at bidrage i debatten eller anmelde en bog? Så skriv til redaktør Jakob Skyggebjerg på jakobskyggebjergkjaer@gmail.com.
