DEBAT: Sofie Carsten Nielsen har lanceret gode reformtanker. De skal bare ikke indfries i et samarbejde med Liberal Alliance, der fører en ulige forarmelsespolitik, skriver Emil Sloth Andersen
17. juni 2021 kl. 11.00
Af Emil Sloth Andersen, borgerrepræsentationskandidat, København
–Dette er debatindlæg, der er udtryk for skribentens egen mening. Debatindlæg kan sendes til redaktion@radikaldialog.dk–
I Politiken kan vi læse, at vores partileder åbner for et regeringssamarbejde med Liberal Alliance. Jeg skal være den første til at sige, at jeg var glad for Sofie Carsten Nielsens interview i Berlingske den 1. juni om behovet for reformer.
Sofie Carsten Nielsen peger på mange gode initiativer i det interview. Men et regeringssamarbejde med Liberal Alliance har jeg svært ved at se et socialt sigte i. Vi skal spille klogt politisk spil over midten, som Vestager kunne det med efterlønnen.
Efterlønnen var jo i vidt omfang en betaling til dem, der i forvejen kunne selv. Og netop den slags velvære-ydelser går ikke i et velfærds-samfund. Der er mange andre interessante finansieringskilder i vores samfund lige nu, som vi kan kigge på – uden Liberal Alliance’s hjælp.
Det gælder seniorers vilkår for at tage mere arbejde, når de vil, beskatning af udledning og miljøforurening, arvebeskatning, uddannelse- og jobforløb til unge blandt andet. Sidstnævnte har tidligere vismand Nina Smith for nyligt talt meget højt for som en moralsk fair indtægtskilde.
Selvfølgelig skal vi også øge boligbeskatningen, som vismændene generelt anbefaler det med betragtelige summer i sigte. Den vil Liberal Alliance sætte ned. Ligeledes vil Liberal Alliance sænke selskabsskatten, så det ifølge partiets egen hjemmeside giver et provenu-tab for det offentlige på 12,6 milliarder kroner årligt.
Og her er vi inde ved kernepointen: Med Liberal Alliance kan vi til nøds gøre kagen større (i form af en BNP-stigning). Men andelen af midler til velfærd bliver mindre. En drastisk skrumpet offentlig sektor – altså velfærdsbesparelser – er netop partiets prioritet.
Alt i alt ender vi med bedre råd til HTH-køkkener, smartphones og biler, som Liberal Alliance før har sørget for, men får besparelser på velfærden til gengæld. Partiet har i den forbindelse et åbenlyst medansvar for de besparelser, som mine medstuderende oplevede under forrige regering, besparelserne i psykiatrien og ikke mindst fattigdomsydelserne, som er hjerteblod for Liberal Alliance.
Tror nogen i øvrigt, at vi får en mere rimelig udlændingepolitik med Liberal Alliance? Partiet foreslog et to-årigt asylstop i 2016. Liberal Alliance har lige stemt for loven om modtagecentre, som potentielt kan ligge i diktaturet Rwanda. Og jeg er foruroliget ved ideen om, hvordan vi skal begrænse “mellemøstlig dominansadfærd”, som det udtrykkes i interviewet.
Når jeg grundlæggende tror på centrumvenstresamarbejdet, så er det fordi, at jeg ønsker at gøre fællesskabet stærkt nok til at løfte de svageste. Vi har brug for en Marshall-plan for børnene; socialrådgivere, efteruddannelse til pædagoger og forældrekurser. Det er på sin vis hardcore vækst-politik at føre god børnepolitik.
Økonomen James Heckmann estimerer, at vi kan tjene op imod 13% til de offentlige kasser, når vi investerer i initiativer til fordel for småbørn i alderen nul til tre år.
Det afgørende er nu – på et tidspunkt, hvor den sociale mobilitet halter kraftigt – at vi ikke forgylder de stærkeste for dernæst at spare på de svageste. Vi skal nu bede de stærkeste bidrage mere, så vi kan løfte bunden. Og det kan Radikale Venstre som ingen andre gøre.
Det er socialliberalismen i en nøddeskal.
