For at få et overblik over, hvad der er på spil i forhandlingerne om den nye Sundhedsreform, har Radikal Dialog her lavet et kort overblik – samt sat Næstformand for Region Hovedstaden Thomas Rohden i stævne.
Tilbage i juni før hele det politiske Danmark gik på sommerferie, kom Sundhedsstrukturkommissionen med sit udspil til og tanker om fremtidens sundhedsvæsen. De lægger op til en stor reform af, hvordan det offentlige sammensætter sundhedsydelser her til lands, men også til en grundlæggende diskussion af, hvem der har ansvaret for hvilke dele. Reformen af det danske sundhedsvæsen har været en del af SVM-regeringens centrale mål at komme igennem med inden næste Folketingsvalg. Derfor ventes det oven på kommissoriet, at der lander en aftale i løbet af sensommeren og det tidlige efterår.
Grundlæggende er der på baggrund af kommissionens arbejde kommet seks anbefalinger til, hvordan det offentlige sundhedsvæsen skal indrettes for fortsat at give gode ydelser i takt med, at Danmarks demografi ændrer sig drastisk, sundhedsbehovet ændrer sig og de geografiske forskellige bliver større.
Her vil kommissionen have almen praksis til at fylde mere med flere beføjelser og en ændret lønningsform; en ny national organisering af sundhedsdata; en tilpasset ressourcefordeling (geografisk og mellem primær/sekundært sundhedsvæsen); en integration af psykiatrien i sygehusvæsenet; flytte de praktiserende speciallæger ud i landet fra Hovedstadsområdet samt en implementeringsstrategi.
Dem, er der ikke politisk polemik om – det er der derimod, når det gælder de tre forslag til forskellige forvaltningsstrukturer. Model 1) med 8-10 sundheds- og omsorgsregioner. Model 2) med et statsligt enhedssundhedsvæsen. Og Model 3) 3-5 sundhedsregioner, som vi nogenlunde kender dem i dag.
Her på Radikal Dialog har vi ikke den journalistiske ekspertise til at afdække alle elementer det store baggrundsarbejde eller analysere konsekvenserne det politiske systems modtagelse. Men for at danne et overblik over, hvad det betyder for Region Hovedstaden og afdække den radikale tilgang hertil, har Radikal Dialog sat Næstformand for Region H. Thomas Rohden i stævne for at høre, hans tanker om reformen og de forskellige forslag.
Spurgt ind til kommissionens tanker og arbejde, springer Rohden direkte på spørgsmålet om forvaltningsmodeller: ”Jeg har meget svært ved at se fordelene ved Model 1) og Model 2). Og jeg tror sådan set også, at vi ender ude i Model 3. Jeg er egentlig bekymret for delen omkring, at vi genindfører amterne med de sundhedsklynger (Red. Model 1). Hver gang at vi danner en ny organisation, så skal de prøve at lave deres eget lille kongedømme. Og jeg tror, at rigtig meget af den specialisering som vi har fået ind på vores hospitaler, som fungerer godt i dag, at den kunne blive udfordret, hvis vi får en masse sundhedsklynger – uden at vi får mere nærhed ind med et nyt lag folkevalgte.”
Rohden forholder sig således meget kritisk til de to forslåede omstruktureringer. Enhedsmodellen (model 2) bliver der også skudt ned. ”Jeg er heller ikke sikker på, at det er en god idé, at man laver så stor en samlet organisation.”
Han uddyber; ”Hvis man skal have staten til at styre det hele, der tror jeg, at man mister noget nærhed i beslutningerne. F.eks. hvor det lokale hospital skal ligge. Der er mange enkeltsager i sundhedsvæsenet, som befolkningen kræver, at der bliver taget stilling til, som jeg har svært ved at se en mega-styrelses tage sig af.”
Rohden føler sig således nogenlunde sikker i, at forhandlingerne lander et sted omkring model 3). Og det er nok ikke noget, som de tilbageværende seks mandater i Folketingsgruppen kan rykke på. Derfor er rollen er en anden:
”Jeg synes, at vi som radikale har den rolle, at vi altid har været et af de partier, som har turde at prioritere i sundhedsvæsenet. F.eks. er der nogle patientrettigheder i dag, som ikke giver mening rent sundhedsfagligt. Det kunne være inden for kræftområdet, hvor der er stor forskel på, om man har prostatakræft og lungekræft. Rettigheden til at komme hurtigt igennem er god, men den skal følge de patienter, hvor der er lægefagligt grund til det.”
Dertil gør Rohden opmærksom på, at han mener, at det vigtigt, at man beholder miljøområdet, hvor det er i dag i stedet for at flytte det ind under Miljøstyrelsen – og han håber en radikal forhandler vil holde fast i det. ”Jeg er sikker på, at man får en billigere løsning, hvis man flytter det over til Miljøstyrelsen. Men jeg er også sikker på, at man får en dårligere løsning. Vi kommer til at tabe de store kompetencer på f.eks. jordforureningsområdet, som ligger hos Regionerne i dag, hvis det rykker ind under staten.”
Sidst spørger vi på Radikal Dialog, om Rohden fortsat tror, at vi kommer til at gå til valg som Region Hovedstaden i november 2025. ”Ja, det tror jeg. Jeg tror, at det bliver en Model 3). Om det så bliver i form af Region Hovedstaden eller en samlet Region Øst sammen med Region Sjælland. Men det må tiden og de politiske rævekager vise.” afslutter han med et smil i stemmen.