Af Elvira Zachariasen, formand for Radikale Venstre Nørrebro-Bispebjerg
De Radikales farve er magenta, sådan en slags lilla med rødt i. Farven symboliserer et flot kompromis – lidt ligesom når alle medlemmerne på landsmødet har talt. Derfor bør beslutningen om at lave partifarven om tilfalde medlemmerne og ikke styres centralt fra Christiansborgs grå mure.
I weekenden samles Radikale Venstre til det årlige Landsmøde på Hotel Nyborg Strand. På dagsordenen er et vigtigt punkt: valg af nyt landsformandsskab. Det forgangne år har – igen – haft kaos og konflikt i ascendanten. Angiveligt var det organisatoriske uenigheder, som var med til at sætte ild til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget, hvilket førte til, at både formand og næstformand i starten af året forlod posten i utide.
Vi har nu mere end nogensinde før brug for et stærkt formandskab. For mens baglandet har været optaget af at navigere i den labyrint af instanser og udvalg, der opstår, når djøf’ere samles, så er nye ideer vokset frem på Martin Lidegaards kontor.
Rygterne siger, at der leges med farver. Desværre ikke forstået som, at der dannes alliancer til højre og venstre, men helt konkret ligger der et forslag til Radikale Venstres nye visuelle identitet med en ny sammensætning af partifarver. Et forslag, der vil aflive den Radikale magenta. En farve, som blev valgt for 13 år siden, fordi den ”ved additiv farveblanding fremstilles ved at blande lige mængder rødt og blåt lys.” Rørende. I øvrigt er den komplementær farve til grøn. Man kniber en lille tåre.
Når man ved, at demokratiet afhænger af, at jeg har lyst til at dele flyers ud efter arbejde, hænge valgplakater op og klippe-klistre annoncer i Canva, så bliver partifarven fast inventar i hverdagen. I 13 år har Radikale medlemmer elsket og hadet magenta, men vi har utrætteligt spredt den ud i hele Danmark i håb om, at vælgerne vil se magenta og forbinde den med Radikale grundværdier.
Derfor er det alvorligt at skifte farve. Der er helt klart noget, som bør besluttes af Landsmødet.
Den nye formandskabs første opgave bliver at sikre en demokratisk samtale om partiets identitet. Man gyser ved tanken om, at grundværdier som f.eks. ytringsfrihed kunne få lignende behandling.
Jeg ser frem til at blive oldsplainet om Radikale Venstres særlige struktur på landsmødet. En struktur, som opstod, fordi partiet blev stiftet af utilfredse Venstre-medlemmer og først senere fik tilsluttet sig en gruppe folketingspolitikere. Efter sigende skulle strukturen give bedre plads til uenigheder mellem bagland og politikere. Til forhandling og kompromis. Men hvad nytter pladsen, hvis der ingen konsekvenser er for folketingsgruppen, når de ikke lytter til uenighederne?
Jeg tror, at man enten 1) skal have brugt så lang tid i Radikale Venstres Hovedbestyrelse, at man har glemt, hvor velfungerende en organisation kan være, eller 2) have folketingsdrømme og dermed håbe på at komme med i klubben, hvis man vil lade Christiansborg træffe beslutninger ovenfra, som vedkommer hele partiet.
For mig er konsulentagtig omgang med grundfarver og -værdier fremkaldervæsken for, hvorfor det går dårligt for de gamle partier. Når partier drives som virksomheder eller kampagner, er det let at glemme værdien af langsommelige, medlemsbårne partier. Hvor beslutninger om partiets identitet, principprogram, navn eller farver kræver inddragelse af baglandet og tid til at modnes. Hvor man skal inddrage de medlemmer, som beslutningerne påvirker. I hverdag og i valgkamp.
Så er det ikke svært at forstå, hvorfor ivrige, nye medlemmer uden politikerdrømme ret hurtigt kigger sig om efter andre organisationer at give deres engagement til. For dér tager man dem alvorligt og tør give dem ansvar for deres beslutninger.
Radikal Dialog modtager løbende indlæg fra læserne. Ønsker du at bidrage i debatten? Så skriv til redaktør Jakob Skyggebjerg på jakobskyggebjergkjaer@gmail.com.
