Til det kommende Regionsvalg i Østdanmark begynder de forskellige partier så småt at have sammensat den øverste halvdel af deres kandidatfelt, ligesom vi i Radikale Venstre i Region Østdanmark har sat top-20. Radikal Dialog har derfor valgt at lave et deep-dive ned i, hvad vi ved om de andre lister til det forestående valg.
Liste A – Socialdemokratiet
Ved sidste Regionsrådsvalg i hhv. Region Hovedstaden og Region Sjælland, så var det Lars Gaardhøj og Heino Knudsen, som stod øverst på de to stemmesedler for Liste A. Gaardhøj skal også være øverste ved det kommende valg for Socialdemokratiet. Det oplyste partiet i en pressemeddelelse d. 10. januar i år.
Gaardhøj blev valgt uden modkandidat efter, at Torben Klitmøller Hollmann, der ellers havde opbakningen fra Regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen (S), trak sit kandidatur til posten i december.
Lars Gaardhøj (f. 1974) har siddet i regionsrådet siden 2009, bor på Østerbro og er uddannet i samtidshistorie fra Syddansk Universitet. Han fik fjerde flest stemmer i Region Hovedstaden ved det eneste valg med 13.704 stemmer. Socialdemokratiet har pt. Urafstemning om resten af listen frem mod 30. april. Her stiller bl.a. Hollmann, Andersen og Sofie De Bretteville Olsen, der var nummer 2 for liste A i Region H., sig til rådighed. Det fremgår af deres hjemmeside.
Liste C – De Konservative
Det Konservative Folkeparti er derimod allerede klar med en fyldt liste med 51 kandidater. Det offentliggjorde de i en pressemeddelelse d. 11. marts. Her er Christoffer Buster Reinhardt spidskandidat for partiet, ligesom han også var det i Region Hovedstaden ved valget i 2021, hvor han modtog 9.755 personlige stemmer. Her var fhv. borgmester i Gentofte Hans Toft og borgmester i Helsingør Benedikte Kiær dog de største stemmeslugere. Ingen af dem genopstiller dog til det kommende valg.
Den tidligere spidskandidat i Region Sjælland, godsejer Christian Wedell-Neergaard, bliver nummer 3 på den konservative liste, hvor man også finder en række etablerede kommunal- og regionalt valgte politikere. Heriblandt er også den tidligere landsformand for Konservativ Ungdom og folketingskandidat i Gentofte Christian Vigilius.
Reinhardt (f. 1991) har siddet i Region Hovedstaden fra 2017 og er i dag 1. næstformand i Region Hovedstaden samtidig med, at han sidder i Rudersdal Kommunes kommunalbestyrelse. Han er uddannet lærer fra Københavns Professionshøjskole.
Liste D – Nye Borgerlige
Nye Borgerlige er nærmest gået i opløsning siden sidste Regionsvalg, hvor de ellers fik valgt Jesper Hammer ind i Region Hovedstaden samt Githa Nelander og Thomas Vesth ind i Region Sjælland. Hammer er i dag medlem af Venstre, Nelander repræsenterer Dansk Folkeparti og Vesth er løsgænger.
Liste F – Socialistisk Folkeparti
Ved seneste Regionsrådsvalg der havde SF Tina Boel som spidskandidat i Region Sjælland og Peter Westermann i Region Hovedstaden. Peter Westermann bliver også partiet kommende spidskandidat ved valget i Region Øst. Det skriver han på Facebook d. 28. februar. Tirsdag d. 18. marts sluttede urafstemningen for SF omhandlende de resterende kandidater, men partiet har ikke meldt noget ud om rækkefølgen på kandidatlisten endnu. Det samlede kandidatfelt kan dog findes med deres kandidaturer til Urafstemningen på SF’s hjemmeside.
Hanne Svenningsen fra SF i Lejre skriver på Facebook, at hun er blevet nummer 2 på SF’s liste i Region Østdanmark efter urafstemningens afslutning. Emilie Esmann, som er tidligere landssekretær i SFU og opstillet i København, skriver på Facebook, at hun er nummer 4 på listen. Julie Hoff Sørensen, der er medlem af kommunalbestyrelsen på Stevns, skriver på samme medie, at hun er nummer 5. De er alle førstegangsopstillede.
Af de nuværende regionsrådsmedlemmer i Region Hovedstaden så stiller Trine Schaltz, Sadek Al-Amood og Anja Rosengreen op igen. Fra Region Sjælland er det kun Maja Roesen, som genopstiller.
Westermann (f. 1985) er højskolelærer på Grundtvigs Højskole i Hillerød og er også Folketingskandidat for SF i Nordsjælland – og var også spidskandidat for storkredsen ved valget i 2022. Han blev dog slået af Marianne Bigum på personlige stemmer. Han er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet.
Liste I – Liberal Alliance
Ved det seneste regionalvalg fik Liberal Alliance hverken nogen valgt i Region Sjælland eller i Region Hovedstaden, da de modtog hhv. 1,7% og 2,0% af stemmerne. Helle Laursen Petersen skiftede dog Liste C ud med Liste I i december, hvorfor LA er repræsenteret i Region Sjælland. Partiet har ikke meldt noget ud om kandidatliste til Regionsvalget.
Liste M – Moderaterne
Moderaterne var ikke født som parti ved det seneste regionsvalg men har opnået repræsentation i Region Hovedstaden, da Bergur Løkke Rasmussen tilbage i 2023 fulgte med sin far fra Venstre til Moderaterne. Dog har de allerede nu meldt en række navne ud på kandidater, som er godkendt ved deres interne kandidatscreeningsproces, selvom listen endnu ikke er sat.
Her virker det til, at Bergur Løkke Rasmussen skal være spids for Moderaterne her eller i en form for partnerskab med folketingsmedlem Charlotte Bagge Hansen. Hvornår Moderaterne sammensætter den endelige liste til Region Østdanmark vides ikke endnu, men de har offentliggjort følgende navne;
Josée Mona Astrid Elisabeth von Clauson-Kaas Linnemann, Charlotte Bagge Hansen, Bergur Løkke Rasmussen, Klavs Arnoldi Holm, René Arnt, Zishan Ali, Lisbeth Dam Larsen, Andreas Raben, Pernille Kromann Sams, Jan Erik Carlsen og Dorthe Rønhof Beck-Nyling
Løkke Rasmussen (f. 1990) blev valgt i Region Hovedstaden med 5.005 personlige stemmer i 2021 og fik 17.050 personlige stemmer ved sidste forårs EP-valg. Han sad også i Region Hovedstaden mellem 2013 og 2017. Han er cand.merc. fra Copenhagen Business School. Bergur Løkke Rasmussen er også spids for partiet i Helsingør Kommune.
Liste O – Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti har endnu ikke meldt noget ud om deres kandidatliste til det kommende valg i Region Øst. Dansk Folkeparti fik ved valget i 2021 indvalgt Finn Rudaizky i Region Hovedstaden og Jan Herskov, som var spidskandidaten i hver deres region. Siden er Githa Nelander stødt til i Region Sjælland fra Nye Borgerlige.
83-årige Finn Rudaizky, som i mange år også har repræsenteret DF i Københavns Borgerrepræsentation, har givet rollen som spidskandidat i Københavns Kommune videre til Folketingsmedlem Mikkel Bjørn Sørensen, men endnu ikke meldt noget ud om et kandidatur til regionen.
Jan Herskov skriver på Facebook d. 15. marts, at han nu officielt er godkendt til at være Folketingskandidat i Sjællands Storkreds. Gihta Nelander er også Liste O’s spids til valget i Næstved Kommune. Det skrev hun på Facebook d. 27. marts.
Liste V – Venstre
Venstre har derimod allerede spidskandidat på plads til det kommende valg. I starten af det nye år meddelte fhv. VU-formand Maria Ladegaard, at hun trak sit kandidatur som spids til valget i Region Østdanmark, hvorefter 1. viceborgmester i Holbæk Camilla Hove Lund var den eneste kandidat. Ladegaard blev ellers præsenteret som spidskandidat til valget i Region Hovedstaden tilbage i september.
Martin Geertsen, der var Venstres mangeårige spidskandidat i Region Hovedstaden, stoppede sit arbejde som politiker tilbage i 2023 til fordel for et arbejde som public affairs rådgiver i Primetime. Jacob Jensen, som var Venstres spidskandidat ved valget i 2021 i Region Sjælland, er i dag minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og genopstiller således ikke.
Venstre i Region Sjælland havde generalforsamling tidligere i april, hvor de valgte yderligere fire kandidater til listens top 10-placeringer. Her blev folketingskandidat i Lolland-Falster Iben Krog valgt sammen med regionsråds- og byrådsmedlem i Slagelse Anders Kofoed, regionsråds- og byrådsmedlem i Lejre Flemming Damgaard Larsen og regionsråds- og byrådsmedlem i Roskilde Bent Jørgensen. Det skriver Anders Kofoed på Facebook.
Ligeledes har gruppeformand for Venstre i Region Hovedstaden Randi Mondorf meddelt, at hun er spidskandidat for Nordsjællands Storkreds til Region Østdanmark, og Regionsrådsmedlem Christine Dal Thrane er blevet valgt spids for Omegnens Storkreds. Mondorf er ligeledes byrådsmedlem i Rudersdal og Dal Thrane i Lyngby-Taarbæk.
Venstre vælger samlet top-10 i Region Øst på et opstillingsmøde d. 29. april.
Camilla Hove Lund (f. 1976) fik ved Regionsrådsvalget i 2021 2.461 personlige stemmer. Hun er uddannet sygeplejerske og bor til daglig i Gislinge vest for Holbæk. Hove Lund har været valgt i Region Sjælland siden 2013 og er dermed foreløbigt den eneste spidskandidat med en baggrund i det sjællandske.
Liste Æ – Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraterne var ikke stiftet som parti ved det seneste kommunal- og regionsrådsvalg, hvorfor de ikke er repræsenteret i hverken Region Sjælland eller Region Hovedstaden.
Danmarksdemokraterne har endnu ikke meldt noget ud om kandidater til Region Østdanmark, selvom partiet så småt er ved at stille med spidskandidater i en række kommuner landet over forud for efterårets valg.
Liste Ø – Enhedslisten
Ved seneste Regionsrådsvalg havde Enhedslisten Bruno Jerup som spids i Region Sjælland og Marianne Frederik i Region Hovedstaden, hvor partiet særligt fik et godt valg i Hovedstadsområdet med 13,2% af stemmerne og seks mandater.
Enhedslisten har også fundet deres top-10 kandidater til den nye region, hvor Tormod Olsen skal være øverst på listen, der foreløbigt ser således ud;
- Tormod Olsen
- Gül Øzcan
- Bruno Jerup
- Helena Hedegaard Udsen
- Bolette Windfeld Thesbjerg
- Carli Hækkerup
- Sanne Larsen Friborg
- Birgit Jensen Hamming
- Christian Wegener Jørgensen
- Torben Conrad
Dermed står Olsen, Øzcan, Jerup, Udsen og Thesbjerg til at blive valgt, såfremt Enhedslisten får de ca. fem mandater, som partiets resultat ved det seneste valg retfærdiggør. Tormod Olsen og Bruno Jerup er pt. Begge medlemmer af Regionsrådet i hhv. Hovedstaden og Sjælland. Her modtog de hhv. 1.735 og 1.095 personlige stemmer. Øzcan, Udsen og Thesberg er derimod nye kandidater, men Øzcan har en fortid som EP-kandidat for SF ved valget i 2019.
Tormod Olsen (f. 1983) er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet og diplomingeniør fra DTU. Han er tidligere politisk rådgiver i Enhedslisten og har siddet i Regionsrådet siden valget i 2013. I dag er han chefkonsulent i Kooperationen.
Liste Å – Alternativet
Alternativet fik ikke valgt nogen kandidater ved det seneste regionsrådsvalg, da de kun modtog hhv. 0,3% og 1,1% af stemmerne i hhv. Region Sjælland og Region Hovedstaden. Her var Line Gessø eneste kandidat på Sjælland og Qasam Nazir Ahmad spidskandidat i Hovedstaden.
Alternativet har endnu ikke meldt noget ud om kandidater eller opstilling til det kommende valg.