“Da jeg senere etablerede mig som selvstændig speciallæge, var det ikke noget problem at få personale til operationsdage, da de gik fra klokken ni morgen til senest klokken 15.00 og langt oftest til klokken 14.00,” skriver Jens V. Bruun i dette debatindlæg. Foto: Arkiv.
Af Jens V. Bruun, 6. august 2022 kl. 14:00
Dette er et debatindlæg og udtryk for skribentens holdning. Debatindlægget er et svar til:
Friis Bach: Udenlandsk arbejdskraft, ny teknologi og datadrevne løsninger skal sikre fremtidens sundhedsvæsen
Skal der rekrutteres flere sygehuspersonale, skal arbejdsdagene planlægges, så de passer sammen med hjemmelivet for især kvinder, skriver pensioneret speciallæge i dette debatindlæg
Jeg er i dag pensioneret speciallæge, men engang var jeg ansat i sygehusvæsnet. Dengang hørte vi ofte de kvindelige medarbejdere, som sygeplejersker og sygehjælpere (alle kvinder), at de principielt var glade for arbejdet, men ville gerne have kortere arbejdsdage (og enkelte fik det også).
Alle ville da gerne have mere i løn, men den største “utilfredshed” lå i den ottetimers arbejdsdag. Det var de kvinder, der havde børn hjemme, der udtrykte sig mest om de otte timer som de lange dage. Hvis disse medarbejdere kunne få korte arbejdsdage (6 timer), ville de ikke være så pressede mellem arbejde i sygehusvæsnet og hjemmets gøremål.
Da jeg senere etablerede mig som selvstændig speciallæge, var det ikke noget problem at få personale til operationsdage, da de gik fra klokken ni morgen til senest klokken 15.00 og langt oftest til klokken 14.00.
Jeg mener, at hvis man planlagde dagene på de offentlige sygehuse, så de holdt sig inden for sådanne rammer, ville det være lettere at rekruttere sygehuspersonale. Aften- og nattevagterne ville der altid være nogle, der gerne ville have. Blandt andet da de er højere lønnede.
Jeg tror, det er disse forhold, som overenskomstparterne i højere grad burde lytte til. Tal med personalet, om hvad er det I ønsker. Så er jeg overbevist om, at dette bliver et stort ønske, hvor den kvindelige andel af personale er dominerende.
Jens V. Bruun er tidligere praktiserende ortopædkirurg og medlem af Radikale Venstre.