I anledningen af, at Det Radikale Venstre skal vælge nyt formandskab for landsforbundet på landsmødet d. 14.-15. september, har Radikal Dialog sat kandidaterne til formandsposten i stævne for at høre, hvilke visioner de har for vores parti, hvilke erfaringer de har – og ikke mindst hvem de er. Artiklerne kommer løbende igennem august og september op mod landsmødet. I denne artikel leverer vi et portræt af Anne Heeager.
Radikal Dialog ringer Anne Heeager op en eftermiddag i afslutningen af sommerferien. Symptomatisk for Heeagers person og engagement er opkaldet lige blevet rykket en halv time frem, så Anne kan nå at stå i en frivilligbod i Skanderborg.
Heeager er kommunalpolitiker i Skanderborg og har siddet i byrådet siden 2018 med flotte personlige stemmetal i både 2017 (619, femte flest i kommunen) og 2021 (1.041, næstflest). Her har hun bl.a. siddet i økonomi samt børne- og undervisningsudvalget. Ikke, at hun nævner det i vores samtale.
Sideløbende med arbejdet i kommunalbestyrelsen og sin lokale kommuneforening, har Anne stille og roligt engageret sig mere og mere i landsforeningen af Det Radikale Venstre, hvor Anne sidder i Hovedbestyrelsen, har erfaring fra Forretningsudvalget og er bestyrelsesmedlem i Kommunal og Regional Politisk Netværk. Og nu, kandidat til landsformandsposten.
Spurgt til sin motivation for at kandidere, forklarer Heeager, at hun stiller op for at bidrage med sine forskellige erfaringer i partiet, som spænder fra den spæde start i den lokale vælgerforening, over til at være kommunalpolitisk bagland og engagementet i landsforbundet.
”Vi er et parti med rigtig mange forskellige led og forskellige mennesker. Og hvis vi skal blive den bedste udgave af os selv, kræver det, at de mange led går nogenlunde i samme retning – og bliver dygtige til at arbejde sammen. Det potentiale, der ligger her, har vi slet ikke fået forløst.”
Vi skal tale alt det op, vi kan sammen
Og en let sag bliver det ikke i en tid, som har handlet meget om Folketingsgruppen, særligt på det sidste, og enkeltpersoner, som der er blevet brugt mange kræfter på internt og har fyldt i pressedækningen.
”Jeg vil arbejde for, at vi får talt alt det op, vi kan sammen. Vi skal have bundet partiet bedre sammen, så vi udnytter hinandens kompetencer. Det tror jeg kan løfte os.”
Det kræver dog, at vi tør tænke i nye veje – og også bliver bedre til at inddrage borgere, som ikke nødvendigvis betaler kontingent eller sætter sit kryds ved liste B valg efter valg. Her fremhæver Heeager gode erfaringer lokalt med at invitere åbent ind til politiske møder eller arrangementer i vælgerforeningen, som grobund for nye mennesker, perspektiver og måske endda frivillige.
”Hele arbejdet med fremtidens parti, synes jeg er enormt vigtigt. (…) Hvordan vi arbejder med medlemmer med lyst til forskellige grader af engagement. Hvordan vi arbejder med ikke-medlemmer. Hvordan vi får sikret inddragelse.”
Hun uddyber ”Der er også en del af kommuneforeningerne, som er nødlidende. Her er det afgørende at få drøftet, hvilken hjælp skal vi give dem (…) Og det haster, for det næste valg er kommunal- og regionsrådsvalget i 2025, og derfor melder spørgsmålet sig Hvordan får vi prioriteret ressourcerne her?”
Altså det næste valg er det vigtigste valg?
”Ja, præcis.” siger hun med et smil i stemmen.
Et mere målstyret menneske
Heeager lægger ikke skjul på, at partiet har brug for bedre samtaler og interne processer efter en tid præget af konflikt. ”Jeg går efter gode processer, men ikke for deres egen skyld. Vi skal bruge processerne til at komme videre. Jeg er et relativt målrettet menneske.”
Forholdt til spørgsmålet om, hvordan landsforbundet kommer videre efter den seneste tid, er hun ret klar i spyttet. ”En forudsætning for alt det andet er, at der kommer ro på. At man bruger kræfterne udadtil i stedet for at bekrige hinanden.”
”Der er selvfølgelig nogen, der har været meget optaget af, hvad der er sket. Nemlig dem, der har været allermest aktive. Men kigger man bare lidt bredere ud, f.eks. til kommuneforeningerne, så er de mest af alt optaget af at få ro i partiet. På den måde skal man ikke overdrive, hvor mange mennesker, det har betydet noget for. Dem, det til gengæld har betydet noget for, der har det været hårdt.”
Heeager er også relativt overbevist om, at der skal snakkes mere om den interne kultur omkring konflikter eller uenigheder. ”For noget af det her, det kan vi ikke strukturere os ud af, og derfor skal vi lære at blive gode sammen – også når tingene er svære, og vi ikke nødvendigvis er enige om alt”
Da Anne bliver bedt om en afsluttende replik, er det også her, hvor der bliver lagt vægt. ”Vi skal huske, at det er os selv, som spiller hinanden gode. Og også os selv, som gør, at det er fedt at møde op.”
Det med småt
Anne Heeagers kandidatur kan læses på medlemsnetværket. Hun kan let fanges på mail eller telefon. Du kan møde kandidaterne til formandskabet til følgende møder rundt om i landet:
- D. 20. august kl. 19.00 – 21.30, hos Nordsjælland og Københavns Omegns Storkreds, Kirkegavegaard, Kirkegaven 10, 3450 Lynge Overdrev
- D. 1. september kl. 19.30 – 21.00, kan man møde kandidaterne digitalt
- D. 2. september i Nordjyllands Storkreds
- D. 3. september kl. 19.00, hos Vest- og Østjylland i Kulturhuset i Silkeborg
- D. 10. september kl. 19.00, hos Sjællands Storkreds i Regionshuset i Sorø
- D. 11. september 18.00 – 20.30 på Kompagnistræde 22 hos Hovedstadens Radikale Venstre
CV – Anne Heeager
- Cand.scient.pol., Aarhus Universitet, 2003
- Master i Local Economic Development, London School of Economics (LSE) 2002
- Fuldmægtig i KL, 2003-2007
- Ph.d. Fra AU v. Institut for Statskundskab, 2008 – 2012
- Adjunkt v. VIA, 2012 – 2015
- Adjunkt v. Institut for Statskundskab AU, 2015 – 2018
- Ekstern lektor og censor, Institut for Statskundskab AU, 2018 – 2020
Radikale erfaringer
- Medlem af Radikale Venstre, 2015 – Nu
- Medlem af Skanderborg Byråd, 2018 – Nu
- Medlem af Bestyrelsen i Kommunal- og regionalpolitisk Netværk, 2021 – Nu
- Medlem af Hovedbestyrelsen, 2022 – Nu
- Medlem af Forretningsudvalget, 2022 – 2023
Anne bor med sin mand Morten i Skanderborg med deres fire børn.