“Men de arbejdsforhold, som jeg arbejder under, kan jeg på ingen måde anbefale og kan godt forstå, at folk flygter fra dem,” skriver Sussanne Vilhelmsen i dette debatindlæg. Foto: Arkiv.
Af Susanne Vilhelmsen, 6. august 2022 kl. 09:00
Dette er et debatindlæg og udtryk for skribentens holdning
Jeg har en specialistfunktion og 30 års erfaring. Det er kun omkring en uge siden, jeg græd på grund af arbejdspresset som sygeplejerske på et hospital, skriver sygeplejerske Susanne Vilhelmsen
Jeg er sygeplejerske og ansat på et hospital. Vi har næsten halvtres procent ubesatte stillinger. Hvilket selvfølgeligt er meget mærkbart.
Jeg tænker, at de forslag som Karin Friis Bach kommer med (i artiklen fra i fredags, red.) alle er fine og relevante tiltag på den lange bane. Men hvad med her-og-nu-løsninger?
Det er efter min overbevisning super vigtigt, hvis det da ikke er for sent. Arbejdspresset er så stort, at det ikke tåler at ende i en eller anden kommission eller lignende, så er jeg bange for, at den sidste bataljon give op.
Jeg er en erfaren sygeplejerske med mere end 30 års erfaring. Det er ikke mere end en uge siden, jeg sidst græd på arbejdet på grund af for stort arbejdspres.
Jeg har aldrig oplevet arbejdet som sygeplejerske, som det er nu. Og det handler ikke om at tale faget ned, for jeg er super glad for mit fag og ville vælge det samme i dag, hvis det var.
Men de arbejdsforhold, som jeg arbejder under, kan jeg på ingen måde anbefale og kan godt forstå, at folk flygter fra dem. Det primære for mig er ikke lønnen, men det er lønnen, der kan få nogle – nok især unge – til at holde lidt mere ved.
Jeg har en specialistfunktion, 30 års erfaring, arbejder 32 timer om ugen – kan simpelthen ikke klare en fuldtidsstilling – og tjener 32.000 kroner før skat.
Så må man selv vurdere, om I synes, det er en acceptabel løn for en mellemlang videregående uddannelse på sluttrin med specialistfunktion.
Susanne Vilhelmsen er sygeplejerske og medlem af Radikale Venstre.