11. juni – af Viktor Dylander
Nye sundhedsklynger skal sikre et sammenhængende patientforløb
En ny model, der skal bringe beslutninger om sundhedsvæsenet tættere på borgerne, er i dag blevet offentliggjort af regeringen.
Fra 2022 skal 21 sundhedsklynger landet over sikre et mere sammenhængende patientforløb. Modellen indebærer, at der indføres et politisk led bestående af regionsmedlemmer, der skal knyttes til landets 21 akutmodtagelser, hvilket så udgør klyngerne. Ideen er, at regionsmedlemmerne dér kan træffe beslutninger hurtigere og med mere indstigt i de lokale sundhedsbehov.
For hovedstadsregionens vedkommende er der således tale om klynger i Hvidovre, Bispebjerg, Herlev, Hillerød og Bornholm. Danske Regioner og Kommunernes Landsforening har i længere tid presset på for modellen.
Radikal Dialog arbejder på en uddybende artikel om de nye sundhedsfællesskaber.
Årsmøder i sigte
Fra i morgen, lørdag, følger et par mødeintense radikale dage med årsmøder i to storkredsforeninger og regionsforeningen.
Lørdag holder Hovedstadens Radikale Venstre årsmøde, hvor der traditionen tro skal vælges folketingsmedlemmer til Københavns Storkreds 12 lokale opstillingskredse. De vælges for ét år ad gangen.
Mandag følger årsmødet i Københavns Omegns Radikale Venstre, hvor der – i modsætning til Københavns Storkreds – ikke vælges kandidater for hele storkredsen, da disse vælges lokalt i hver kommuneforening.
Årsmøderækken rundes af tirsdag med regionsforeningen. Her skal ikke vælges kandidater, men et nyt formandskab. Nu tidligere formand Thomas Elkjær trak sig tidligere på året, og foreningens næstformand Karoline Geneser søger ikke genopstilling.
Radikal Dialog følger resultaterne af personvalgene ved årsmøderne.
Årsmøderne har krævet forhåndstilmelding, som er lukket, og det er således ikke muligt at møde uanmeldt op.
Kristine Kryger igen nummer 1 i Gentofte
For nylig holdt Gentofte Radikale Venstre opstillingsmøde, hvor de seks kandidater til kommunalvalget blev valgt. Igen i år er Kristine Kryger, der i dag er byrådsmedlem, nummer 1 på listen.
Listen ser sådan ud:
1) Kristine Kryger
2) Ane Palsberg
3) Marie Magne Brixtofte
4) Razan Haugaard
5) Kasper Brejnholt Bak
6) Anders Hartzen
“Vi stiller med et meget stærkt team, der matcher hinandens kompetencer og interesser rigtig godt. Vi glæder os til at fortælle borgerne mere om vores mærkesager og visioner for Gentofte Kommune og vil senere på året offentliggøre flere navne på vores opstillingsliste,” siger kommuneforeningsformand Martin Iversen i en pressemeddelelse.
Radikale siger nej til udflytning og ja til fri forskning ved pop-up-arrangement foran Københavns Universitet
Radikale Venstre siger nej til at flytte uddannelser og står op for den frie forskning.
Det var budskabet, da gruppeformand for den radikale borgerrepræsentationsgruppe i København Christopher Røhl, uddannelsesordfører Stinus Lindgreen og socialborgmester Mia Nyegaard i dag, fredag, mødte de studerende foran indgangen til Det Sundhedsvidenskabelige Universitet på Københavns Universitet.
“De studerende, prodekanen for forskning David Lassen og Danske Studerendes Fællesråd kom forbi til en snak om regeringens udspil om studiepladser og den seneste tids debat mod fri forskning, som den socialdemokratiske regering som bekendt er gået ind i. Vi ønsker som bekendt ikke at flytte uddannelserne ud af København,” siger Christopher Røhl til Radikal Dialog.
Snakken i den varme junisol gik også på at skabe flere og billigere studieboliger i København. Danske Studerendes Fællesråd ønsker at gøre op med de skyhøje studieboligepriser og er derfor i gang med en undersøgelse om boligmarkedet blandt studerende i landets studiebyer, som de vil offentliggøre senere på året. En undersøgelse, som Radikale i København følger tæt, siger Christopher Røhl.
“Vi arbejder aktivt med at gøre byen til Europas bedste studieby. Det gør vi blandt andet med den studiebyspolitik vi fik vedtaget i indeværende periode, og som vi følger tæt på rådhuset.”
Fire københavnske kandidater: Mette Frederiksen tvinger hensynsløst sin ideologiske linje ned over de studerende
De københavnske kommunalvalgskandidater Christopher Røhl, Emil Moselund Østergaard, Katrine Kildgaard og Jino Victoria Doabi advarer i et fælles opråb i Altinget om, at den Mette Frederiksen og den socialdemokratiske regering er ved at køre det store bæltekøretøj tværs henover de studerende i København og de større byer.
Det er reaktionen på regeringens udspil om at udflytte universitetsuddannelser.
“Sandheden er, at den socialdemokratiske regering har sat gang i en ideologisk bulldozer, der smadrer henover vores studie- og vidensbyer. Udspillet handler nemlig ikke om, at uddannelser både skal kunne gavne i landdistrikter såvel som i vores storbyer, men om, at man igen-igen skal ødelægge noget, hovedstaden har brugt år og flere milliarder kroner på at opbygge.”
De fire kandidater opfordrer i stedet til at droppe kandidatreglen, give universiteterne selveje, oprette en kollegieboligfond, fokusere på bedre og flere boliger til studerende og oprette flere uddannelsespladser.