Press "Enter" to skip to content

Rundt i Regionen: Indfør en folkesundhedslov

3. september kl. 12.00 af Viktor Dylander

    Karin Friis Bach: Indfør en folkesundhedslov for at bekæmpe ulighed i sundhed

    Er man som mand blandt dem, der tjener mindst, er den statistiske sandsynlighed for at dø tidligere end gennemsnittet høj. Det skal der laves om på, og derfor bør Folketinget vedtage en folkesundhedslov, der kan bekæmpe ulighed i sundhed.
        Sådan lyder budskabet fra Radikale Venstres gruppeformand i regionsrådet Karin Friis Bach, der sammen med 70 organisationer slår på tromme for forslaget.

        “En folkesundhedslov skal sikre, at forebyggelse ikke bare forbliver sundhedspolitik, men tænkes med ind i strukturelle tiltag på andre politiske områder – for eksempel i fødevare-, transport-, daginstitutions- og skolepolitikken. Vi håber, at der er politisk mod til at skabe et nybrud på forebyggelsesområdet,” siger hun blandt andet i et debatindlæg i Altinget tirsdag.
        Forslaget er en optakt til regeringens bebudede forhandlinger om en sundhedsreform, der har været udskudt i halvanet år på grund af coronakrisen.

    Sofie Carsten Nielsens reformideer presser socialdemokraterne

    Hæv topskattegrænsen og øg arbejdsudbuddet. Sofie Carsten Nielsen og De Konservatives formand Søren Pape Poulsen har i den forgangne uge lanceret en række økonomiske reformideer. Det kan man læse i Berlingske. Samtidig med, at topskatten skal hæves, skal bundskatten sænkes, siger de to partiledere. 
        Reformplanen har fået ros af flere dele af blå blok, hvilket har presset den socialdemokratiske regering ikke mindst under indtryk af den aktuelle mangel på arbejdskraft i dele af erhvervslivet.
        Samarbejdet med De Konservative er en videreudvikling af Sofie Carsten Nielsens oprindelige økonomiske plan for at adressere udfordringen med arbejdsudbuddet og overophedningen af økonomien. Den plan lancerede hun tilbage i juni, også i Berlingske. Dengang lød det, at var de røde partier ikke klar til at samarbejde om disse reformtanker, ville Radikale Venstre søge samarbejdet med de blå partier.

    Landsformandskandidater debatterede organisation og politik

    Clara Halvorsen, Christian Holm Donatzky og Mikkel Irminger Sarbo lagde tirsdag aften vejen forbi Allerød, hvor de tre kandidater til landsformandsposten i Radikale Venstre præsenterede sig selv og svarede på spørgsmål fra de fremmødte radikale medlemmer. Foruden formandskandidaterne var også de tre kandidater til næstformandsposten Sanne Klietsch, Johan Brødsgaard og Hanne Roed med til valgmødet.  
        Man kan læse mere om valgmødet i Radikal Dialogs reportage i nyhedsbrevet fra i onsdags. Derudover kan alle deltage i det digitale valgmøde på mandag den 6. september.

    Søren Weimann er ny spidskandidat

    Onsdag valgte de radikale medlemmer i Frederikssund kommune kandidater til efterårets kommunalvalg. Valghandlingen havde været udskudt fra foråret på grund af coronakrisen. Søren Weimann blev ny spidskandidat og afløser nuværende byrådsmedlem Maria Katarina Nielsen, der ikke genopstiller, i rollen som partiets frontfigur i valgkampen. Derudover blev syv andre kandidat valgt til listen.

        Listen ser sådan ud:

    • Søren Weimann
    • Asbjørn Laurberg
    • Sükran Gezen
    • Kjartan Lind
    • Mark Barnkob
    • John Witt
    • Kim Bromberg
    • Carsten Nielsen

        “Jeg glæder mig til valgkampen og til at bygge videre på det store arbejde som Maria Katarina Nielsen har gjort siden 2017. Vi har især på børne- og skoleområdet og på kultur- og foreningsområdet masser af forbedringer, som vi vil arbejde for,” siger Søren Weimann i en pressemeddelelse.

    Radikale indgår valgforbund

    Partiet i Gribskov kommune har for nyligt indgået et valgforbund forud for kommunalvalget. Valgforbundet består af SF, Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten, skriver sn.dk. Spidskandidat er Bo Jul Nielsen, der i dag er 1. viceborgmester i Gribskov. Valgforbund er valgtekniske aftaler mellem to eller flere partier, der skal sikre, at færrest mulige stemmer går til spilde i blokken ved at tælle de respektive partiers listestemmer sammen under ét.

    Spidskandidat vil gøre narkotika lovligt

    Risikoen for straf skubber stofbrugerne ud i skyggerne og væk fra samfundets offentlige hjælpetilbud. Derfor bør Danmark legalisere visse narkotika, såsom hash. Det mener spidskandidat og socialborgmester i København Mia Nyegaard.

        “Afkriminalisering kan umiddelbart lyde vildt, men tilgangen ligner faktisk det, man gjorde i Danmark før i tiden. Indtil der blev indført nultolerance og høje bøder i 00’erne, fik stofbrugerne en advarsel i hvert fald første gang, og politiet skulle overveje, om det var relevant at henvise til et misbrugsbehandlingssted,” siger Mia Nyegaard i et debatindlæg i Altinget

        Ifølge dansk narkotikalovgivning er det i dag forbudt at indføre, modtage og besidde stoffer.