RUNDT I REGIONEN: Nyhedsbrevet holdt pause henover jul og nytår, så her får du overblikket over begivenhederne i Radikale Venstre i hovedstadsregionen fra juledagene indtil idag. Fotos: Flickr.com
8. januar 2021 kl. 09.00
Af Viktor Dylander
Regionen
Karin Friis Bach kritiserer kontrolkultur i sundhedssektoren
Den radikale gruppeformand er i egenskab af formand for Dansk Patientsikkerhed mandag medunderskriver på et kritisk indlæg om patientsikkerhed i Berlingske. En uhensigtsmæssig lovændring fra 2016 har nemlig ifølge Karin Friis Bach virket stik imod hensigten, så man har strammet og kontrolleret for meget i forhold til patienternes møde med sundhedsvæsenet frem for “at styrke det system, der skulle reagere hensigtsmæssigt og rettidigt på de indberetninger, der kommer om enkeltpersoner eller behandlende enheder.”
Fredensborg
Uansvarlige konservative får radikal gruppeformand til tasterne
Ifølge Lars Simonsen, der er radikal gruppeformand i Fredensborg, er et konservativt forslag om skattelettelser til erhvervslivet uden finansiering. Han efterlyser derfor svar fra det borgerlige parti på spørgsmålet, om hvor pengene skal hentes.
“Skal vi have færre pædagoger, lærere, sundhed- og omsorgspersonale eller mindre tilskud til vores kulturelle tilbud som for eksempel biblioteker eller Nivågård Malerisamling?” skriver han på sn.dk 21. december.
Furesø
Radikale siger nej til rygeforbud
Står det til den radikale gruppe i Furesø, skal kommunens politikere ikke bestemme, om rygning skal være forbudt i kommunens udendørs kultur- og fritidsområder. Før jul vedtog et flertal udenom Radikale Venstre og Liberal Alliance imidlertid at forbyde rygning på de udendørs arealer.
Helsingør
Bliver Radikale Venstre igen tungen på vægtskålen?
En ny avisundersøgelse viser, at et flertal af Helsingørborgerne for tiden ville genvælge Benedikte Kiær (K) som borgmester ved kommunalvalget til november. Men spørgsmålet er, hvilken rolle De Radikale vil spille ved konstitueringsforhandlingerne?
Ved valget i 2017 blev De Radikales ene mand i Helsingør Byråd Christian Holm Donatzky afgørende for udfaldet for valget af borgmesteren, da blokkene fik lige mange mandater. Liberal Alliance har senest meldt ud, at partiet ikke vil indgå i et valgforbund med Radikale Venstre, som de gjorde i 2017.
Hørsholm
Radikal glæde over flere penge til lærerne
Det nye, radikale byrådsmedlem Hans Laugesen glæder sig i et debatindlæg over, at der nu er godt to millioner kroner på vej til folkeskolen i Hørsholm. En glæde han ikke mindst tilskriver Radikale Venstre på Christiansborg, der under finanslovsforhandlinger pressede hårdt på for at øremærke 400 millioner kroner til flere lærere og bedre lærerforhold i kommunerne som en del af den såkaldte lærermilliard. De to millioner, Hørsholm får, bør ifølge Hans Laugesen gå til at skabe en “bedre balance mellem de forventninger, som vi har til folkeskolen, og de ressourcer, som lærerne har til at indfri dem,” siger han til sn.dk 23. december.
København
Radikale vil sikre flere ladestandere til elbiler
Alt for mange københavnere lader elbilen stå ved ladestanderne dag ud og dag ind, hvilket forhindrer andre i at lade deres elbiler op. Derfor har byens Teknik- og miljøudvalg henstillet til at lægge låg på langtidsparkeringerne med en tidsbegrænsning. Teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen støttede forslaget, ligesom hendes eget om at hæve loftet af ladepladser til 5.000 nu også indgå i udvalgets arbejde med elbilismen det komme halve år.
Ekstra
Sofie Carsten Nielsen vil stoppe klimakrisen i nytårstale
Radikale Venstres politiske leder Sofie Carsten Nielsen har holdt en nytårstale på Youtube, der blandt andet havde som budskab at gøre op med klimakrisen langt før målet om 2050 ved at udnytte de erfaringer, vi har gjort os under coronanedlukningen.
Har du en aktuel, radikal historie fra hovedstadsregionen, der skal med i næste “Rundt i regionen”-nyhedsbrev?
Vi hører da meget gerne fra dig.
Skriv til redaktionen på redaktion@radikaldialog.dk.