Press "Enter" to skip to content

Søren Bald: Radikale Venstre bør støtte blå bloks ønske om en advokatundersøgelse i minksagen

“Jeg synes, at hovedbestyrelsen skal gå i ægte dialog med folketingsgruppen i minksagen. Det betyder, at folketingsgruppen bør holde sin endelige udmelding tilbage, til den har hørt, hvad hovedbestyrelsen mener,” siger Søren Bald. Foto: News Øresund – Johan Wessman.

Af Viktor Dylander, 29. juni 2022 kl. 16:00

Partiet og Folketingets flertal skylder de almindelige mindretalshensyn at støtte en advokatundersøgelse af minkkommissionens rapport. Det mener RV’s tidligere landsformand Søren Bald, der også opfordrer folketingsgruppen til at inddrage partiets hovedbestyrelse i sagen

Efter minkkommissionen torsdag fremlægger sin rapport om myndighedernes og regeringens handlinger, der førte til beslutningen om at aflive alle mink i Danmark i november 2020, bør det næste skridt være en uafhængig advokatundersøgelse af sagen.

Det mener formand for Gribskov Radikale Venstre og tidligere landsformand Søren Bald, der i går gav interview til Politiken:

“Hvis et stort mindretal – uanset om de har læst en rapport eller ej – ønsker, at der laves en advokatundersøgelse, så synes jeg, at man skylder almindelige folkestyreprincipper at sige ja.”

På Politikens spørgsmål, om at den holdning ikke umiddelbart flugter med folketingsgruppens linje, svarer Søren Bald:

“Nej, de har jo indimellem meget svært ved at finde ud af, hvad der er det ene, og hvad der er det andet. Og indimellem vægter de det at komme i regering højere end det at have en politisk linje.”

Respekt for mindretallet afgørende
Radikal Dialog har bedt Søren Bald uddybe sin holdning til, hvorfor partiet bør støtte en advokatundersøgelse af minkkommissionens beretning, der blandt andet ventes at beskrive og kritisere statsminister Mette Frederiksens (S) og regeringens håndtering i minksagen.

“Venstre og De Konservative begik en alvorlig fejl, da de stemte for et borgerforslag om en rigsretssag mod Mette Frederiksen, men V-K’s og andres dumheder skal ikke få os andre til at tabe hovedet, når det gælder folkestyrets principper.”

“Hvad angår de almindelige principper, så handler det om respekt for mindretal, ikke mindst hvis de har en vis størrelse. Man kan udmærket tage udgangspunkt i 1953-grundlovens forskellige mindretalsbeskyttelser. Eksempelvis kravet om en tredjedel som forudsætning for en folkeafstemning, som det skete i 1963 med jordlovene. 5/6-kravet er ikke relevant i minksagen,” siger Søren Bald.

Der er altså tale om at have respekt for, at der sidder et stort antal partier i den borgerlige lejr, der allerede nu har bekendtgjort, at de ønsker en advokatundersøgelse.

Ja til advokatundersøgelse, nej til rigsretssag
En uafhængig advokatundersøgelse er skridtet over den granskningskommission, som blandt andre Radikale Venstre var med til at indføre som parlamentarisk redskab for at få afdækket forløbet om minksagen i 2021.

Der har allerede været gennemført to advokatundersøgelser i regi af minkkommissionen. Den ene om politiets brug af de såkaldte action cards og den anden om den fysiske nedgravning af de døde mink. En advokatundersøgelse ville give uvildige advokater lov til at nærlæse minkrapporten for at vurdere, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag.

Advokaterne kan altså konkludere, at der er grund til at rejse en rigsretssag. Men en egentlig rigsret mener Søren Bald ikke, at Folketinget bør indlede mod Mette Frederiksen som regeringens øverstansvarlige.

“Husk, at uanset, hvad en advokatundersøgelse måtte mene, så betyder det ikke et automatisk ja til en rigsret. Personligt er jeg allerede på forhånd modstander af en rigsretssag, for regeringen handlede efter force majeure-principperne. Og hvorfor skal der så ikke laves rigsretssag, selv om en advokatundersøgelse måtte anbefale det? Fordi regeringen var under et enormt tidspres, ikke mindst hvis coronaen lynspredte sig.”

“Så jeg kan sagtens sige nej til rigsretssag og nej til en i øvrigt mere end problematisk socialdemokratisk regering.”

Hovedbestyrelsen skal høres
Men hvilken rolle, om nogen overhovedet, bør partiets ledende, organisatoriske organer spille i forhold til at give sin holdning til kende over for de folkevalgte i sager af stor, principiel karakter som eksempelvis minksagen?

Her er Søren Balds holdning , at minksagen har sådan en politisk karakter, at folketingsgruppen burde drøfte sagen specifikt med partiets hovedbestyrelse, der er det øverste organisatoriske ledelsesorgan mellem landsmøderne.

“Hovedbestyrelsen skal gå i ægte dialog med folketingsgruppen i minksagen. Det betyder, at folketingsgruppen bør holde sin endelige udmelding tilbage, indtil den har hørt, hvad hovedbestyrelsen mener.”

Regeringsdeltagelse eller ej?
Spørgsmålet om regeringsdeltagelse, som Søren Bald berører, presser sig også på i offentligheden i en tid med minksag og et kommende folketingsvalg.

Den gamle diskussion om, hvorvidt partiet er til salg for ministerbiler, har fået jagten til at gå ind efter klare svar fra folketingsgruppen.

Her mener Søren Bald, at det afgørende er det politiske indhold og ikke at få regeringsmagt.

“De radikale er naive, hvis de tror, at de kan gøre regeringen menneskelig i eksempelvis flygtningespørgsmål. Tag børnene i Syrien som eksempel. Og vi går vel ikke i regering for alene at redde børnene og deres mødre hjem? Socialdemokraterne skal forbedre sig inden valget,” siger han og tilføjer:

“Hvis vi trods mange advarsler går i regering, fordi folketingsgruppen vil tilbage til magtens korridorer, så er det mig, der skal have et forståelsespapir!”

RV skal ikke nedtone kritik for at komme i regering
Søren Bald accepterer ikke, at man nedtoner kritikken af regeringen, Mette Frederiksen og Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen for at gøre sig regeringsegnede.

“Det er at pantsætte sin demokratiske samvittighed.”

At opnå regeringsmagt kan være et legitimt mål, siger han, men er ikke det primære.

“Det vigtigste er, at man som parti vægter sine politiske målsætninger højere end adgangen til magtens korridorer, for så kan det gå galt.”

“Er vi med i en regering, der har Rwanda-lejre på programmet? Er vi med i en regeirng, der fortsat, under ledelse af firepartiskifteren, justitsminister Matthias Tesfaye, administrerer åbenlyse tåbeligheder i flygtningespørgsmål? Er vi med i en regering, der har katastrofeministeren Trine Bramsen, der var bag FE-sagen, blandt ministrene?”

Embedsværket sagde ikke fra
Samlet set er Søren Balds dom over minksagen såvel som ministres og embedsværkets håndtering tilbage i november 2020 hård:

“Hvad lærte vi så? At der er for mange tøsedrenge og kvinder, der ikke har lært at sige fra og sige nej. Og husk den gamle tre-trinsregel: 1. Er der hjemmel? 2. Er der penge? 3. Er der flertal?”

Minkkommissionen, der har landsdommer Michael Kistrup som formand, skal ifølge dens kommissorium senest offentliggøre sin beretning den 1. juli 2022.