“Selvfølgelig kan man forvente en masse valgsnak til landsmødet i år,” siger Sanne Klietsch. Foto: Arkiv.
Af Viktor Dylander, 16. september 2022 kl. 15:30
Radikale Venstre holder landsmøde denne weekend. Behandling af principprogram og politiske værksteder vil fylde på mødet, der ellers er præget af folketingsvalgkampen
Lørdag til søndag vil Hotel Nyborg Strand vrimle med journalister, fotografer, politikere og radikale delegerede. Radikale Venstres Landsmøde 2022 begynder lørdag klokken 10.00 og slutter søndag klokken 15.15. Se hele programmet nederst i denne artikel.
Sanne Klietsch, der er næstformand for Radikale Venstres landsforbund, fortæller, at man som medlem godt kan forberede sig på, at stemningen på landsmødet vil være præget af forventningen om et snarligt folketingsvalg. Sammen med landsformand Mikkel Sarbo skal hun byde velkommen til de forventeligt cirka 500 medlemmer, der deltager på landsmødet.
“Året i år – vores første år som formandskab – har generelt været præget af valg. Først et kommunalvalg, så et valg om forsvarsforbeholdet og nu det kommende folketingsvalg. Så selvfølgelig kan man forvente en masse valgsnak til landsmødet i år. Ikke desto mindre har vi i år brugt kræfter på også at lægge fundamentet til nogle af de mange ting, vi gerne vil med organisationen og vores daglige arbejde rundt om i foreningerne,” siger hun
Radikale Venstre har tidligere på sommeren truet S-regeringen med et mistillidsvotum, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg senest ved folketingets åbning 4. oktober.
Nyt principprogramFaktisk har partiet allerede været til landsmøde i år. Den 2. april blev der i Odense holdt ekstraordinært landsmøde for at behandle partiets kommende principprogram. Skrivearbejdet med deltagelse af både bagland og folketingsgruppe har stået på i to år og otte måneder.
Den endelige behandling finder sted søndag. Der er tale om en kort beslutningspunkt, eftersom programmet allerede har været igennem flere led af gennemskrivninger.
Der står i partiets vedtægter, at nyt principprogram skal vedtages over to landsmøder. Det nuværende principprogram er fra 1997.
Læs udkastet til nyt principprogram her. Linjenumrene svarer til bilagsmaterialets linjenumre, som bruges til behandlingen på landsmødet.
Mere politikudvikling
Sanne Klietsch betoner, at landsmødet vil stå i politikudviklingens tegn. I år vil de politiske værksteder om lørdagen harmonere med debatten i landsmødesalen.
“Som noget nyt i år vil der nemlig være en direkte linje mellem tre emner i den politike debat lørdag (pkt. 9 i dagsordenen, red.) og værkstederne senere på dagen. De tre udvalgte temaer er i år valgt af vores dialogforaer ud fra input fra folketingsgruppen omkring aktuelle dagsordner, som de gerne vil have input på i deres politiske arbejde.”
“Vi tager dermed først en åben debat i plenum om emnerne, og efterfølgende har man mulighed for på et værksted at gå mere i dybden med at finde konkrete løsninger sammen med den pågældende ordfører og vores dialogfora på området. Der vil nok være nogle, der vil savne et emne på listen – for eksempel den grønne dagsorden,” siger Sanne Klietsch.
Og er man til mere grønt, er der også et værksted om den grønne dagsorden i EU på programmet.
“Vi har så mange kloge og dygtige folk i vores parti. Vi skal være bedre til at inddrage og bruge den viden, der ligger hos vores medlemmer. Ikke kun til vores gode traditionelle arbejde med politiske programmer og resolutioner.”
“Men også i det daglige med at pege på konkrete løsninger på hverdagens problemer til glæde for alle vores folkevalgte – både dem i kommuner, regioner, folketing og EU. Derfor er det et fokusområde for os at få etableret nye måder at arbejde med politikudvikling – og det skyder vi så småt i gang på landsmødet.”
Vil være som det plejer
På trods af de nye initiativer er landsmødet dog meget, man kender det.
“Landsmødet skal jo mest af alt være som det plejer. Som vi kender det og elsker det med plads til debat, resolutioner, fest og samvær. Det kan dog godt være lidt svært at gebærde sig rundt i de mange procedurer, formalia og normer, hvis man er ny deltager. Derfor har vi i år holdt et formøde til landsmødet for nye deltagere, hvor de er blevet klædt godt på til mødet,” siger Sanne Kliestch.
Der vil også være et værksted lørdag eftermiddage, hvor man kan blive klædt på til søndagens resolutionsdebat.
“Det er oftest det punkt på dagsorden, der kan være sværest at følge med i som ny deltager. Der ud over er der udpeget en mentor for nye deltagere fra alle storkredse, som vil tage sig godt af nye medlemmer og nye deltagere, og der bydes – traditionen tro – også på en øl eller vand i fællesskab for nye deltagere inden middagen.”
Radikale Venstres Landsmøde 2022 – Program:
Lørdag den 17. september
10.00 Åbning med fællessang
10.05 Velkomst v/ Mikkel Irminger Sarbo og Sanne Klietsch
10.10 Pkt. 01 Formalia (vedtagelse af procedure og valg af dirigenter)
10.15 Pkt. 02 Godkendelse af årsregnskab for 2021 samt fastsættelse af kontingent for 2023 og vejledende for 2024
10.25 Pkt. 03 Landsformandens beretning v/ Mikkel Sarbo
10.45 Pkt. 04 Lokalpolitisk beretning v/ Tine Hessner, formand for kommunalpolitisk netværk
10.55 Pkt. 05 Beretning fra europaparlamentariker Morten Helveg Petersen
11.05 Pkt. 06 Radikal Ungdoms beretning v/ Maria Georgi Sloth
11.15 PAUSE
11.25 Pkt. 07 Folketingsgruppens beretning v/ Sofie Carsten Nielsen
11.55 FROKOST
12.50 Landsmødet genoptages med fællessang
12.55 Pkt. 08 Sådan vinder vi valget
13.10 Pkt. 09 Politisk debat med to minutters indlæg fra talerstol Tema A) Dilemmaer i udlændingepolitikken Tema B) Mangel på arbejdskraft og kompetencer Tema C) Flere unge i job og uddannelse Tema D) Øvrige emner
14.30 Pause 14.45 Pkt. 09 Politisk debat med to minutters indlæg fra talerstol (fortsat)
16.00 Pkt. 10 Afrunding af den politiske debat v/ Sofie Carsten Nielsen
16.15 Pkt. 11 Oplæg til emner for politiske værksteder
16.20 Transfer til politiske værksteder
16.30 Landsmødeværksteder
18.00 Pause
19.00 Landsmødemiddag med underholdning og efterfølgende fest
Søndag den 18. september
09.00 Landsmødet genoptages med fællessang
09.05 Pkt. 12 Valg af landsformand
09.15 Pkt. 13 Valg af næstformand
09.25 Pkt. 14 Vedtægtsændringsforslag
10.20 Pause
10.30 Pkt. 15 Folketingsgruppens og kommunalpolitisk netværks politiske regnskab for landsmøderesolutioner v/ Martin Lidegaard og Tine Hessner
10.50 Pkt. 16 Valg af 15 HB-medlemmer og 5 suppleanter
11.00 Pkt. 17 Principprogram – debat og afstemning
11.45 Frokost
12.45 Pkt. 18 Debat og afstemning om resolutioner
15.00 Pkt. 19 Politisk replik v/ Sofie Carsten Nielsen
15.10 Landsformandsskabet runder landsmødet af
15.15 Landsmødet slutter Programmet er med forbehold for ændringer